Pølsevognen på Rådhuspladsen kigger tavst ud i mørket ved rådhuset og på Bünyamin Simseks van med skilte fra Venstre. Træerne har kastet det sidste efterårsløv. Rådhusbetjenten smiler til medarbejdere, der på vej ud af døren tager handsker og hue frem. Udenfor kommer kvinder i små grupper. Tørklæder lyser i genskin fra rådhushallen, og glade stemmer fanger øret, da rådhusbetjenten åbner døren for kvinderne: Bydelsmødrene fra Gellerup.
Hjerne og hjerte udbreder demokrati
Den administrative leder for valget, Lene Hartig Danielsen, og hendes team modtager bydelsmødrene og projektleder Lone Hedelund. Kaffeduft fanger næsen, og efter kort tid sidder mødrene omkring et langt bord. Lene Danielsen byder velkommen, og mens mødrenes mobiltelefoner bliver sat på lydløs, peger Lene Danielsen hen på de sorte tasker på stolene i rummets nederste hjørne.
Bydelsmødrene ved, at de får tasken, men ivrige spørgsmål afslører, at de endnu ikke ved, hvad der er i dem.  I sin velkomst takker Lene Danielsen bydelsmødrene for, at de gør en forskel ved at udbrede kendskab til demokrati ved at bruge hjerne og hjerte i deres frivillige indsats.
Fuldmægtig Karen Marie Overgård Madsen afslører, hvad der er i tasken. Badges, foldere på flere sprog med information om valget, to postkort med lærer og imam Radwan Mansour og med pædagog Najma Ahmed Mohamoud, som begge bor i Gellerup.
Deres budskab på postkortene lyder: ”Jeg stemmer til valget. Gør du også?”
Borgere har indflydelse
Mødrene vil vide, hvad de skal fortælle Gellerups borgere.  Lene Danielsen opfordrer dem til at fortælle om, hvordan valget foregår, hvem der kan stemme, og at man kan få hjælp til at stemme. Hun siger også, at hver stemme gør en forskel, for ved sidste valg var det få stemmer, der afgjorde, hvem der fik magten.
Lene Danielsen fremhæver det vigtige i, at mødrene optræder som valgets hjælpere og ikke som privatpersoner, for man må ikke påvirke vælgernes mening. Derfor skal mødrene fortælle, hvordan beboerne skal gøre, hvis de er usikre på, hvordan de sætter sit kryds på stemmesedlen.
Hvis man ikke kan læse, kan man sammen med et familiemedlem eller en person fra valgstedet få forklaret, hvem man kan stemme på.
Efter to timers ivrig snak har mødrene fået svar på deres spørgsmål. I næste uge er bydelsmødrene klar til at ringe på hos Gellerups beboere og få en snak om de spørgsmål, der er vigtige for beboerne.
Fakta:
Links til mere viden om valget i Aarhus og Region Midtjylland:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.