Det er løftebrud, når Aarhus Kommune vælger at skære voldsomt i Jobhjørnets mulighed for at hjælpe ledige i Gellerup.
Det mener afdelingsformand i Gellerupparken, Helle Hansen, og hun vil tage sagen op, når hun efter nytår mødes med kommunen i forbindelse med helhedsplanen:
"Vi er blevet lovet i helhedsplanen, at der ikke vil blive skåret ned på beskæftigelsesindsatsen, og det bliver der!"
"Dette er yderst mærkeligt, når vi hører alle sige, at vejen til integration går gennem arbejdsmarkedet – og man så vælger at amputere den eneste fremskudte indsats, som kommunen har på området," siger Helle Hansen.
Hun tilføjer, at beslutningen om ikke at forlænge Jens Didriksens kontrakt fra årsskiftet går stik imod andre signaler fra Århus Kommune: nemlig, at da den boligsociale helhedsplan skulle formuleres, fandt kommunen det meget vigtigt at have beskæftigelse som et indsatsområde.
Fra kommunens til beboernes udgift
"Man kan få den tanke, at kommunen har valgt en besparelse og i stedet lægger ansvaret for beskæftigelse over på den boligsociale indsats, som i første omgang betales af beboerne selv."
Helle Hansen understreger, at beskæftigelses-indsatser netop er en kommunal kerneopgave frem for en boligsocial opgave.
Jobhjørnet er, som vi skrev i artiklen, ikke helt nedlagt, men skåret ned fra fire dage til een dag om ugen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.