Gellerup Bibliotek var i 1974 de første til at rykke ind i det dengang visionære Kultur- og Aktivitetscenter Gellerup. Ligesom de sandsynligvis bliver de sidste til at forlade den nu halvtomme betonbygning. Fyrre år er gået i mellemtiden.
Turister i Gellerup
Ambitionerne fejler ikke noget i 70’erne. Kultur- og Aktivitetscenteret i Gellerup skal trække udenlandske turister til fra Tyskland og Norden. De skal bo i centrets hotel på værelser indrettet med Wegner-stole.
Når de ikke shopper i Gellerup Centeret, nutidens City Vest, skal de bade i Gellerupbadet, se farvefjernsyn i tv-stuen eller røre sig i motionsinstitutionen med tilhørende sauna. De skal drikke øl på bodegaen, i jazzklubben eller nyde underholdingen på Gellerupscenen. Visionen kommer fra ejeren – Brabrand Boligforening.
Farverige brochurer reklamerer på tysk og engelsk, og der bliver trykt postkort med fotos fra Gellerup. Centret er også for beboerne i området, det er Gellerup Bibliotek et eksempel på.
Arkitektonisk prestigeprojekt
Skræppebladet bringer i marts 1974 en dobbeltsidet artikel om det moderne byggeri og skriver om biblioteket:
”Det 1000 kvadratmeter store bibliotek nord for foyeren bliver en rigtig lækkerbisken at komme i, det nyeste nye hvad angår indretning.”
Anne Grethe Landgard, tidligere bibliotekar på Gellerup Bibliotek, er med, da biblioteket åbner: ”Alt var så pænt, at vi ikke måtte rykke rundt på noget. Flyttede vi en reol, så skulle arkitekterne godkende det inden,” husker hun fra bibliotekets første år.
”Tanken var, at det ikke bare skulle være en bogsamling. Der blev lavet siddehjørner med høretelefoner, hvor man kunne lytte til grammofonplader, det var meget nyskabende.”
Kulturcenter på tvangsauktion
Byggeprojektets ambitioner overgår imidlertid økonomien i datidens trængte Brabrand Boligforening. Allerede i sommeren 1977, kun tre et halvt år efter den glamourøse åbning, ryger både Kulturcenteret og Gellerup Center på tvangsauktion. Private investorer køber i første omgang bygningerne, som Aarhus Kommune senere overtager.
I dag er Socialforvaltningen på første sal flyttet. Hvor længe bibliotekets lokaler får lov at stå urørte, er i øjeblikket usikkert, men indtil videre fortsætter biblioteket, som det altid har gjort – og den 1. april kunne de så fejre 40 års jubilæum.