Man lægger mærke til Kazim Demir, når han kommer gående på stierne i Toveshøj, altid pænt klædt i jakkesæt og med en skyggende spencer på hovedet. Og så har han Gellerups måske flotteste sving på en moustache.
Men vent bare, til jorden i de nye nyttehaver på Toveshøj bliver mere tjenlig. Så skal Kazim i arbejdstøjet, han kan hente sin fræser og hurtigt gøre sin og sønnesønnens jord klar til dyrkning.
Han har fået en af de 10 nyttehaver på Toveshøj, og vi på gellerup.nu har aftalt med Kazim, at vi hen over sommeren vil følge hans arbejde med at dyrke spinat, løg, kål og alt muligt andet. Artiklen her er altså Kazim i haven#1.
De hårde jordknolde
I dag, da vi møder Kazim i haven, er der ikke noget grønt at se, kun de hårde jordknolde.
"De er næsten som sten, vi skal have blandet dem med noget godt muldjord," konstaterer han. Han har endda købt seks poser gødning for 300 kr., men indholdet syner ikke af meget i den store dobbelt-have.
Men det skal nok blive anderledes. Kazim har altid dyrket have, lige fra han som ung dyrkede grønsager på familiens store mark ved den store tyrkiske by Sivas.
Var med til at bygge Gellerup
Som 24-årig kom han til Danmark i 1970 for at arbejde, hvad han har gjort, lige til han blev pensioneret.
Kazim Demir var selv med til at færdiggøre Gellerupparken og Toveshøj, idet han som ansat på Hoffmann & Sønner kørte betonelementer til Gellerup. Da byggeriet var færdigt, fik han og hustruen selv adresse på Bentesvej. Familien  flyttede senere til Janesvej.
Haveforeningen Grønærten blev dannet kort efter beboernes indflytning, og Kazim fik straks en af de nye haver på Bentesvej.
Har selskab af sønnesønnen
I dag er han 71 år og har stadig mod på at dyrke grønsager. Hans hustru er desværre syg og kommer ikke ud. Men han har heldigvis selskab af sin 24-årige sønnesøn, som læser til bankmand. Den unge mand kan nok stadig lære par havetricks af sin bedstefar.
"Men nu har han ‘stjålet’ mine frø, så jeg skal til at købe nye," siger han med et smil – så det er nok ikke så alvorligt ment. 
Han er ved at afvikle sin gamle have på Bentesvej, som forsvinder sammen med de tre nedrivningsdømte blokke. Det er derfor, han og sønnesønnen har fået den nye på Janesvej.
Men bliver det ikke et stort arbejde at starte forfra?
"Nej-nej, men det vil nok gå lidt langsomt. Nu venter jeg bare på, at der kommer vand," siger Kazim beroligende.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.