En af lejerne i boligretssagen om Bentesvej ved godt, at han ikke får noget ud af at anke dommen om, at hans familie skal flytte fra lejligheden. Men han har gjort det, fordi han har følt sig tvunget til det af boligforeningen.
Lejeren, Rabah Hamad, har forlangt 2,5 mio. kr. for at flytte – noget, som boligforeningens direktør Keld Laursen kalder afpresningsforsøg. Selv om Rabah Hamad ifølge Jyllands-Posten nu forlanger "meget mindre", så vil han fortsat have penge for at kunne få råd til indskud mv. i en anden lejlighed.
Brabrand Boligforening har i alle de 190 gennemførte genhusningssager ikke givet penge til lejerne, men har genhuset i istandsatte lejligheder, og indskud er flyttet med til den nye lejlighed. Derfor har Keld Laursen gang på gang slået fast, at man kan ikke forskelsbehandle lejere og give kontanter til beboere, der ikke frivilligt vil flytte:
Kan ikke bøje sig for pres
"Der er noget principielt ved at bøje sig for nogen, som forsøger at presse penge ud af en meget ulykkelig situation. For os er det et princip, som ikke kan gradbøjes, fastslår direktøren over for JP Århus.
Det betyder dermed, at Landsretten om måske et lille år skal tage stiling til en sag, hvoraf mindst den ene af de ankende familier ikke selv tror, at den kan vindes. Imens fortsætter udgifterne at løbe på de to blokke på Bentesvej, som ikke kan rives ned, før Landsretten har talt.
Blokkene koster i dag ca. 300.000 kr. hver måned at have stående. Går der et år, før sagen afsluttes, koster det op til 7,2 mio. kr.
"Vi forventer ikke, at det er boligforeningen, der skal dække disse uforudsigelige udgifter. Men det er vi i dialog med Landsbyggefonden og Aarhus Kommune om," siger Keld Laursen til Aarhus Stiftstidende.