Familier i udsatte boligområder i Aarhus vil få glæde af 160 mio. kr., som regeringen netop har afsat til at styrke sociale indsatser i kommunen de næste tre år.
Blandt andet får Gellerupparkens og Toveshøjs udsatte borgere gavn af pengene. Kommunen har lagt en plan for, hvor pengene skal bruges. For eksempel oprettelse af flere fritidsjob og hjælp til udsatte unge på erhvervsuddannelserne, og videreførelse HotSpot-centret, som skal hjælpe unge ud af kriminalitet.
En ekstra indsats
Aarhus har udarbejdet en række indsatser, strategier og målsætninger, som Morten Østergaard bakker op om.
”Aarhus har som en af landets største byer sin andel af udsatte borgere. Derfor er jeg glad for, at vi med partnerskabet nu kan hjælpe kommunen til at yde en ekstra indsats for hjemløse, kriminelle unge samt udsatte børn, unge og voksne,” siger minister Morten Østergaard. Til det tilføjer Jacob Bundsgaard: ”Partnerskabsaftalen er dermed til gavn for den enkelte, de udsatte boligområder og byen som helhed."
Udover Gellerupparken og Toveshøj skal pengene også bruges i blandt andet Bispehaven, Skovgårdsparken og Viby Syd.