Bydelsmødrene i Gellerup får stor ros i en ny rapport, der fortæller om en klart bedre valgdeltagelse ved kommunalvalget i november.
Det lykkedes nemlig at hæve valgdeltagelsen ganske meget i Gellerup, og her var især Bydelsmødrene aktive med at stemme dørklokker og opfordre beboerne til at bruge deres stemme ved valget.
Det lykkedes i hele Aarhus Kommune at få flere nydanskere til at stemme i forhold til valget fire år tidligere. Men bare ikke ret meget… Kun 1,8 procent steg valgdeltagelsen med blandt nydanskere.
Sådan var det bare ikke i Gellerup: her steg valgdeltagelsen blandt nydanskere med hele 5 procent.
I en kommunal evalueringsrapport står:
"I Gellerup påtog Bydelsmødrene sig den opgave at stemme dørklokker og gennem direkte dialog med beboerne opfordre til at stemme…" Og videre om kommunens samarbejde med lokale aktøerer:
"Særligt i Gellerup lykkedes det, og indsatsen rettet mod nydanskere blev derfor mest massiv her. Her til kom, at der i Gellerup allerede var lokale kræfter, som selvstændigt planlagde og igangsatte aktiviteter med henblik på at fremme valgdeltagelsen."
Aarhus Kommune brugte 1,5 mio. kr. på kampagnen, der med flere forskellige virkemidler skulle hæve valgdeltagelsen generelt og for særlige målgrupper. Kampagnen lykkedes, idet den samlede valgdeltagelse steg fra 63,7 til 70,5 procent, en stigning på 6,8 procent.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.