Der er populære fag i Gellerup – og så er der alle de andre, som skal kæmpe mere for at komme i øjesyn fra de unge og deres forældre.
Næsten 50 uddannelser var repræsenteret på onsdagens store og velbesøgte messe i Globus1, og når man gik rundt i den store multihal, var det tydeligt, at interessen samlede sig visse steder – andre steder var tilslutningen mere begrænset.
Populære fag er sådan noget som jura, ingeniør, sosu-fag, bioanalytiker og socialrådgiver. Aarhus Tech havde også et godt besøg – men de havde også sikret sig hele den lille sal til deres stande. Mindre kunne ikke gøre det.
Skoleelever i starten
Vi gik rundt i hallen mellem 14 og 15, og i det tidsrum var det mest skoleelever, der gik rundt og snusede og spurgte sig for. Nogle lokale skoler havde givet eleverne fri i den sidste time, så de kunne kigge på relevante uddannelser. Langkær Gymnasium havde flere stande til at øge deres interesse for den gymnasiale vej.
I boden med Arabisk og Islam-studier kom der en del piger, mens vi var der, men vi kom vist til at skræmme dem, da vi spurgte om lov til at tage billeder.
Det gjorde nu ikke så meget, fortalte kvinden i standen, for hun så mere frem til, at gymnasieeleverne snart ville dukke op. For dem var det lidt mere relevant at se nærmere på de videregående uddannelser.
Biologi og journalistik
Vi kom også forbi Molekylær Biologi, hvor Manar Merhi på det tidspunkt havde haft gode snakker med seks unge mennesker, og to af dem kunne godt være interesserede. Det er en femårig universitetsuddannelse, beslægtet med uddannelsen til farmaceut, og man kan eksempelvis få arbejde på hospitaler og på private laboratorier eller som retsgenetiker.
Nævnte vi journalistbordet? Det var meget tomt… Vi håber ikke, at det er udtryk for, at ingen vil være journalister, vi vil hellere tro, at det skyldtes, at kvinden, som skulle sidde i standen, overhovedet ikke dukkede op.