Titis Apdini er fra Indonesien og flyttede til Aarhus denne sommer for at læse bæredygtig dyreernæring på Aarhus Universitet. Hun havde allerede fundet en lejlighed på Bentesvej i Gellerup, selv om hun først kom til Aarhus den 3.  september.
”Jeg kunne gå ind på en hjemmeside, hvor jeg kunne registrere mig, og da jeg kom til Aarhus, byttede jeg en form for kvittering til en nøgle,” siger Titis Apdini, der bor sammen med en dansker, en russer og en bulgarer.
Titis Apdini kunne  booke en lejlighed på grund af det såkaldte ”Startup Housing”, som er et projekt, der gør det muligt for boligløse studerende for at leje en startup-bolig på ugebasis. Projektet er et samarbejde mellem Studenterhus Aarhus, Brabrand Boligforening og Aarhus Kommune. ”Jeg synes, at projektet er en rigtig god idé,” siger Titis Apdini og fortsætter: ”Hvis min ven og jeg bare kom til Aarhus, ville det nok være svært for os at finde en lejlighed, men Studenterhuset hjalp os og fandt en rigtig god lejlighed til os.”
Gellerup er dynamisk
Hun vidste intet om Gellerup, inden hun kom til Danmark, men hun er meget imponeret over Gellerup. ”Indtil videre er det meget sikkert at gå rundt her, og det virker meget dynamisk. Der er mange aktiviteter og parker, hvor folk kan mødes. Jeg synes også, at den familiære atmosfære, der er her, er rigtig god, og det gør det også meget sikkert at gå rundt her i Gellerup.”
Udover de mange aktiviteter og parker der er i Gellerup, ligger Bazar Vest, Gellerupbadet og det kommende fitnesscenter også tæt på, og det er rigtig godt, synes Titis Apdini. ”Det er godt, at bazaren ligger så tæt på, fordi, jeg er muslim, så jeg kan gøre alle mine indkøb der.”
God idé med permanente lejemål
Nogle af Startup Housing-lejlighederne i Gellerup kan gøres til permanente lejemål for studerende, og det synes Apdini er en rigtig god idé. ”Der er mange steder, hvor folk kan samles, og jeg synes, at det er rigtig attraktivt herude. Der er meget stille og roligt, og på grund af de mange familier kommer  studenterlivet og bylivet på afstand, hvilket jeg synes er rigtig rart.”
Hvis Titis Apdini skulle vælge mellem en lejlighed, som hun bor i nu, eller et kollegieværelse, vil hun vælge en lejlighed. Ved at bo i en lejlighed er der mere ansvar, fordi der er fælles ting, der skal klares – for eksempel når køkkenet skal gøres rent. Udover lejlighederne i Gellerup tilbyder Startup Housing også boliger på Godsbanearealerne og i Skejby.
Læs mere på www.studenterhusaarhus.dk og vælg Startup Housing i menuen til venstre.