Uddrag af døgnrapporten for Lokalpolitiet Aarhus Vest:
Fredag:
Kl. 00.25 blev en 33 årig mand standset på en knallert, fordi han var påvirket af alkohol. Han blev anholdt med henblik på udtagelse af en blodprøve. Dette blev han så fortørnet over, at han overøste politipersonalet med de værste skældsord. Derfor pådrog han sig også en sigtelse for fornærmelig tiltale mod polititjenestemand.
Lørdag:
Kl. 12.24 blev der anmeldt en knust bagrude i en personbil, som var parkeret på Sigridsvej. Der var stjålet en del effekter fra bilen. Disse blev dog senere fundet igen.
Kl. 17.00 blev nummerpladerne afmonteret af en bil, der var parkeret på Edwin Rahrs Vej. Bilens tag var skåret af, hvorfor den ikke umiddelbart kunne bringes i lovlig stand.
Kl. 18.39 blev to G4S-vagter sendt til Gellerup-Badet, fordi en alarm var aktiveret. I forbindelse med deres tilstedeværelse samledes en del unge, hvilket skabte utryghed for vagterne. Politiet hjalp vagterne væk uden større problemer. Umiddelbart kunne man ikke finde årsagen til aktiveringen af alarmen.
Søndag:
Kl. 21.01 indløb der anmeldelse om brand i Sødalskolen. Branden udviklede sig kraftigt i bygningen, der indeholder gymnastiksal m.v. Røgen var så kraftig, at man skønnede det nødvendigt med en beredskabsmeddelelse til medierne om at gå inden døre, slukke ventilation og lukke vinduer. Kl. 04.00 var ilden slukket, og man påbegyndte efterslukning.
Politiets opgaver er nu at fastslå brandårsagen, hvorfor der vil være en del teknikere på stedet de næste dage.