7,3 procent af de unge mellem 10 og 17 år fra Gellerup blev sigtet i 2013. Det er et fald fra året før, hvor det var mere end otte procent, og det skyldes blandt andet det samarbejde, der er i Gellerup.
Samarbejde er vigtigt
Der er meget samarbejde på tværs af foreninger, klubber, politiet, Socialforvaltningen og så videre, da den ene part ikke kan klare sig uden den anden. Derfor bliver der holdt mange møder, så alle parter arbejder i samme retning.
”Hvis vi har en familie, hvor der er en kriminel, eller en der er ved at blive det, sætter vi os ned med familien og snakker om, hvad der kan gøres. Til det møde er alle samlet i håb om, at familien kan hjælpes,” siger leder af Lokalpolitiet Aarhus Vest, Jens Espensen.
Kendskabsgraden stiger
Lokalpolitiet tager en række initiativer, som skal forebygge kriminaliteten blandt unge mellem 10 og 17 år. Blandt andet har de et projekt, der hedder ”Din Betjent”, som har til mål, at de unge skal danne sig et andet indtryk af politiet. Det foregår på fem skoler, hvor der er betjente ude to til tre gange om ugen – nogle gange flere.
”Nogle gange er vi der også til temadage, idrætsdagene og så videre. Hvis det giver mening, så er vi til stede,” siger Jens Espensen og fortsætter:
”Det er svært at måle, om det er en succes, men vi kan mærke, at kendskabsgraden stiger, hvilket er rigtig godt. I sidste ende er det de små ting, som gør forskellen.”
Jens Espensen tror, at statistikken for 2014, der endnu ikke findes, vil vise et tal der er lavere end 7,3 procent, og det blandt andet på grund af det gode samarbejde mellem politiet og de andre parter.