Forleden blev det offentliggjort, at der i fremtiden vil være færre opsøgende medarbejdere fra HotSpot i gadebilledet. Dette har Brabrand Boligforening tænkt sig at lave om på, og er nu gået til fire ministre og en række folketingsmedlemmer, i håbet om at de kan overbevises til at afsætte midler til gadeplansindsatsen.
Ingen vilje i Byrådet
Keld Albrechtsen, næstformand i Brabrand Boligforening, advarer om konsekvenserne, hvis ikke der bliver afsat flere midler til gadeplansindsatsen. Den nuværende indsats gør, at banderne i Gellerup ikke er lige så synlige, som de ellers ville være, og skyderier, påsatte brande og hærværk er på et minimum. Derfor har Albrechtsen og Brabrand Boligforening henvendt sig til flere ministre: ”Vi kunne se, at viljen i Aarhus Byråd til at afsætte midler til den nødvendige indsats ikke var helt til stede.” Albrechtsen håber, at ministrene vil afsætte midler, da budgettet for næste år vil falde fra 28 til 14 millioner kroner.
Giver ikke op
Minister for by, bolig og landdistrikter Carsten Hansen (S), der var på besøg i Gellerup for to uger siden, mener, at arbejdet mod kriminalitet og bandekriminalitet er styrket, og der derfor umiddelbart ikke er flere penge i sigte til HotSpot.
Det får dog ikke Keld Albrechtsen og boligforeningen til at give op, idet finanslovsforhandlingerne stadig er i gang: ”Vi kan være heldige, at vores krav kommer med videre i forhandlingerne,” nævner Keld Albrechtsen.
Brabrand Boligforening har også søgt om puljer til at styrke lokalt forankrede politiindsatser og aktivitetscentre.