IVF, den lokale fodboldklub i Toveshøj, repræsenterer mange forskellige nationaliteter, hvor fællesskab og stabilitet er vigtig for klubben.

IVF, også kaldt Idræts- og Venskabsforening, blev stiftet i starten af 2000-tallet på Toveshøj, og formanden hedder Mohammed Weis. Klubben har omkring 120 medlemmer og er undergået en stor udvikling og forandring siden starten. Faciliteterne skulle på plads og en stab skulle hyres.
Meningen med klubbens stiftelse var at holde unge beskæftiget og aktivt kørende. Flere unge omkring området følte sig automatisk motiveret til at indgå i et fællesskab, hvor færdigheder, samarbejde og holdånd var essentielle for at opnå succes.
Røde trøjer og sorte shorts
Spillere møder op på kampdage iført deres traditionelle røde trøjer og sorte shorts, og oftest også med store smil. Til træning benytter de sig af forskellige træningsmetoder for at optimere de enkeltes fodboldmæssige evner.
På nuværende tidspunkt er klubbens U16- og U19 hold involveret i en indendørsturnering, hvor U16-holdet har succes og har vundet alle deres kampe indtil videre, modsat U19-holdet, der har været lidt svingende.

Vi har interviewet Abdinasir Khalif, træner for U19-holdet, som kan fortælle om en optimisme omkring klubben:
”Disse unge mennesker overrasker mig fra dag til dag. De udviser en fantastisk vindermentalitet, og selvom der er forskellige nationaliteter at finde i klubben, er sammenholdet altid stærkt.” Han tilføjer: ”Klubben har stadig nogle ting at forbedre, men fremtiden ser fin ud.”

Klubben har desuden et godt samarbejde med Tovshøjskolen. De har lavet en masse stævner og andre ting sammen. Over 30 procent af skolens elever spiller i klubben, fortæller træneren.