I weekenden er der begået hærværk i Nordgårdhallen, og Lokalpolitiet Aarhus Vest opfordrer beboere til at ringe på 114 for at anmelde lignende tilfælde. Det fremgår af den seneste døgnrapport:
Fredag den 26. december
- Kort før kl. 18 fik politiet via 112 anmeldelse om brand i affaldsskakt på Lenesvej. Der var en del røgudvikling, men ingen skader på personer eller fast ejendom. Politiet har ingen indikationer på, at branden skulle være påsat.
- Kort efter kl. 21 modtog politiet via 114 anmeldelse om hensynsløs kørsel på Emmasvej. En borger ringede og oplyste, at en blå Passat (personbil) kørte hasarderet på stedet. En patrulje var få minutter efter på stedet, men bilen var væk.
Lørdag den 27. december
- Kl. 11.00 modtog politiet anmeldelse om hærværk begået i Nordgårdhallen i aftenens og nattens løb. Ukendte gerningsmænd har skaffet sig adgang til stedet ved at opbryde en dør, hvorefter der er ødelagt ribber i hallen. Der har igennem de seneste måneder været lignende tilfælde og Lokalpolitiet anmoder om at borgerne holder øjnene åbne og ringer 114 når der observeres noget mistænkeligt.
- Lørdag aften blev der begået indbrud i en stuelejlighed på Bentesvej. Ved indbruddet blev der stjålet en Ipad mini, en bærbar pc mrk. ”Sony” samt diverse guldsmykker. Lokalpolitiet er meget interesseret i at høre fra borgere, der har oplysninger til sagen.
Søndag den 28. december
- Omkring kl. 03.30 fik politiet anmeldelse om, at en sølvfarvet Opel Vectra kørte rundt omkring Gudrunsvej med blåt blink på taget. Føreren af bilen forsøgte at standse andre biler. Det var dog så mistænkeligt, at en borger kontaktede det rigtige politi og vi er bekendt med hvem ejeren af bilen er.