Hos Ramallah-spejderne i Gellerup foregår det på børnenes præmisser. Det er dem, der står for at organisere aktiviteter og indsamle penge, og derfor er det også dem, der får lov at bestemme, hvad pengene skal bruges på. Det skaber ansvarlige unge mennesker, mener ildsjælen bag projektet, Walid Mahmoud.
Her er det meste muligt
Da Walid Mahmoud voksede op i den palæstinensiske flygtningelejr i Libanon, oplevede hans far, at der manglede ting, børnene kunne tage sig til, og derfor startede han en spejdertrup, som hurtigt blev en succes.
Det var derfor en stolt spejdertradition, der i 2009 fik Walid Mahmoud til at starte Ramallah-spejderne i Gellerupparken. Med en overbevisning om, at flere aktiviteter ville give mindre kriminalitet blandt unge, besluttede han sig for at forsøge at gentage sin fars succes.
I dag er der stort set aktiviteter hver dag både i og udenfor klubhuset på Gudrunsvej, hvilket sker med hjælp fra 10-15 frivillige forældre.
Busture med quiz
Ramallah spejderne er ikke som en normal spejdertrup i Danmark. Her er det nemlig børnene selv, der arrangerer, hvilke aktiviteter der skal på programmet. De tjener selv pengene, som de bruger på oplevelser, de beslutter i fællesskab.
Disse oplevelser er blandt andet ture rundt i Danmark og til udlandet, hvor børnene selv tager kontakt for at leje sommerhuse. Ramallah-spejderne ejer en bus, som Walid og et par af de andre frivillige voksne kan køre, når de skal på tur. I bussen fordriver de tiden med at quizze om området, de kører igennem. En vigtig mening med Ramallah spejderne er nemlig, at børnene lærer at engagere sig i det samfund, de er en del af.
For ham er det centralt, at børnene lærer at kommunikere med andre udenfor Gellerup, opbygger en gensidig respekt for hinanden og lærer at hjælpe andre. Det former børnene til ansvarlige mennesker.
Sækkepiber i Gellerup
Når det gælder Ramallah-spejdernes fremtid, er der store planer. Walid har en drøm om, at hans spejdere skal lære at spille på instrumenter, ligesom man gør det i mange arabiske lande. Børnene i Gellerup har tidligere prøvet kræfter med trommer, men den helt store drøm er at anskaffe det instrument, der er det mest karakteristiske i arabisk spejdertraditions parader – nemlig sækkepiben.
Spejderne er i gang med at samle penge sammen, så det kan lykkes, og desuden har Walid allieret sig med spejdere fra Ramallah på Vestbredden, som har lovet at komme til Danmark for at undervise drengene. Så hvis alt går vel kan vi i fremtiden se Gellerups spejdere marchere gaderne tynde til lyden af sækkepiber, trommer og hvad der ellers hører sig til.
Fakta:
Hvem? 10-15 frivillige forældre og 120 børn i alderen 6-16
Hvor? Gudrunsvej 2, 8220 Brabrand
Hvordan? Spejderaktiviteter mm., ture rundt i Danmark og til udlandet
Had?
Mandag-torsdag 18-22: Aktiviteter i klubben på Gudrunsvej 2
Fredag 21-23: Svømning i Gellerupbadet
Lørdag 16-18: Fodbold i Nordgårdhallen
Søndag: Spejderaktiviteter