Forbundet af Islamiske foreninger (FIF) – som står bag planerne om en moské tæt på Gellerup – fordømmer på det kraftigste terrorangrebet på det franske ugeblad Charlie Hebdo i Frankrigs hovedstad, Paris.
Det skriver forbundet i en pressemeddelelse. Den reagerer også på, at efter terrorhandlingen blev franske moskeer angrebet.
"FIF fordømmer også moskeafbrændinger, opfordring til vold og hån af religioner uanset, hvor det foregår i verden. Islam er landets næststørste trossamfund, der lever over 200.000 muslimer i Danmark. Og Islam er en religion, der opfordrer til fred og sameksistens og tager kraftigt afstand fra mord og vold.
Fredelig sameksistens
FIF arbejder for at styrke samfundets sammenhængskraft, hvor muslimer og ikke-muslimer kan leve sammen på tværs af kulturelle og religiøse forskelle.
Vi opfordrer alle til solidaritet, tolerance og samarbejde uanset religion, race eller klasse, for at bekæmpe og isolere terrorismen, og ikke mindst for at styrke og holde fast ved de grundlæggende værdier i et stærkt samfund," hedder det i pressemeddelelsen, som er underskrevet af formanden., Ghassan Hassoun.