Søndervangskolen har haft Åben skoledag lørdag d. 17. januar fra kl. 8.30 – 13.00, som erstatningsdag for den 22. december, hvor skolen valgte at gå på juleferie.
Fælles morgenmad
Dagen startede med fælles morgenmad, hvor skolens medarbejdere, elever og forældre var inviterede i skolens kantine til morgenbrød og -kaffe, inden dagen for alvor skulle i gang. Kl. 9.00 drog alle ned til deres respektive aktiviteter.
Aktiviteter på kryds og tværs
Dagen var skruet lidt anderledes sammen og kaldes for A-dag, som er betegnelsen for en kortere skoledag. Alle klasser havde mulighed for at samarbejde indenfor deres afdeling. På mellemtrinnet havde man f.eks. etableret stationer med forskellige aktiviteter, som eleverne kunne deltage i sammen med deres forældre.
Rundt omkring i klasserne var der en hyggelig atmosfære.
Glade for at have mor og far med
Merve Akbulut fra 3.A sagde, at hun var glad for at komme i skole sammen med sin mor om lørdagen. Hun havde ikke lagt planer for dagen og nød at sidde og læse højt for sin mor. Merves mor Kezban Akbulut fortalte: ”Det er godt at komme på skolen og se, hvordan undervisningen foregår. I hverdagen har jeg ikke tid, derfor passer det mig fint at komme i weekenden.”
Didem Kekec fra 1.A sagde: ”Det er sjovt at være i skole med min far.” Hendes far Tahir Kekec sidder ved siden af Didem og sagde: ”Det er første gang jeg kommer på skolen i weekenden. Det er lidt anderledes og uvant at være her på en lørdag. Normalt tilbringer jeg tid med min familie i weekenderne.”
Ahmad Shuja Bayat og Samonmal Omari fra 9. klasse sover normalt længe i weekenden, derfor havde de næsten glemt at komme i skole. De var glade for at kunne anvende timerne på forberedelse til deres fysikeksamen, som de skal afvikle d. 19. og 20. januar.
En god ide med Åben skoledag
Skolebestyrelsesformanden Demet Altan syntes, det var en god ide at deltage i børnenes undervisning i weekenden. Hun mente, at det kunne være meget gavnligt at have åbne skoledage ca. en gang om måneden. ”Det er rart at kunne samarbejde med skolen på anden vis end at deltage i møder. Jeg tænker, at min deltagelse ligeledes giver mig indblik i, hvordan skolen fungerer i hverdagen. Det styrker skole-hjemsamarbejdet yderligere. Jeg vil bringe Åben skoledag på dagsorden til vores næste skolebestyrelses-møde”. Martin Haaning som er lærer for 8. klasse sagde: ” Dagen forløb roligt, og det var spændende at afholde en skoledag om lørdagen, hvor forældre kunne deltage i undervisningen. Det giver mulighed for god dialog med dem.”
God weekend
Kl. 12.30 afsluttede dagen og alle kunne gå hjem for at afholde weekend med deres familier. At komme i skole en lørdag var en ny måde at inddrage forældrene på i børnenes lærings- og udviklingsprocesser. Det bliver spændende at se, om Åben skoledag om lørdagen bliver en tradition på Søndervangskolen.