Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har i sin nytårstale bebudet et udspil om, at flygtninge skal i aktivering. Vi kender ikke detaljerne i udspillet i skrivende stund, men det forventes, at der blandt andet bliver tale om nyttejobs.
”De nye flygtninge skal arbejde, uanset hvor lang tid de skal være i Danmark. Og hvorfor stoppe her? Hvad med de flygtninge og indvandrere, der har været her i 5 eller 10 år – måske længere? Men som stadig ikke forsørger sig selv. Måske har de manglet viljen. Måske blev der ikke stillet de rigtige krav. Måske har de ikke fået chancen. Den skal de have nu,” lød statsministerens ord.
Følelsen af at passe et arbejde
Ilham Mohamed er uddannet pædagog fra et dansk seminarium. Hun er flittig som formand for den Toveshøj-baserede forening Familienetværk og som næstformand for Toveshøjs afdelingsbestyrelse, men det vigtigste for hende er ønsket om at stå op og gå på arbejde.
Det lønnede job mangler, og hun er efter udløbet af sin 2-årige dagpengeperiode ansat i et nyttejob som servicemedarbejder i en børnehave.
Behovet for anerkendelse
”For nogle kan det være godt at komme ud og ikke bare sidde derhjemme. Men målet er rigtige jobs, og nyttejobs bør være en indslusning mod et rigtigt job i den offentlige sektor,” siger hun.
Hun påpeger, at det der virkelig betyder noget for arbejdsduelig flygtning er at blive anerkendt som en person, der oprigtigt ønsker at kunne bidrage. I løbet af samtalen kommer vi ind på flere faktorer. Én af dem er risikoen for at stemple flygtninge og deres børn som outsidere. Selv børn, der er født i Danmark stemples ofte som outsidere og reagerer tit med ligegyldighed, når de mødes med attituden ”du er ikke dansk!"
Ofte glemmer systemet at fokusere på personen bag ved den jobsøgende. Man burde være langt bedre til at se folks potentiale og give folk en chance på den baggrund.
Ilham fortæller om en kvinde der med en pædagogisk uddannelse som ballast kendte mange af de unge i lokalområdet – men alligevel måtte se en ung, etnisk dansker udefra få jobbet.
Reaktionen var opgivelse.
Fakta om nyttejob
Det er kommunerne, som skal finde nyttejobs, som er tænkt til jobparate voksne og unge på kontanthjælp, der ikke er kommet i arbejde eller uddannelse.
Formålet er, at den enkelte skal arbejde for sin kontanthjælp. Det omfatter samfundsmæssige opgaver på en offentlig arbejdsplads og må ikke tage arbejde fra andre.
Formålet med et nyttejob, som kan være op til fuld tid, er IKKE opkvalificering eller at bringe folk tættere på beskæftigelse, men at folk skal arbejde for deres kontanthjælp.