Debatmødet mandag aften i Gellerup om antiradikalisering har været planlagt længe før lørdagens terroraktion i København, men den aktualiseres i høj grad af begivenhederne.
Meget tyder på. at gerningsmanden var en ensom terrorist, og den slags har politiet og PET meget svært ved at dæmme op for.
Det handler om at undgå, at nogen bliver radikaliserede, så de udvikler sig til terrorister eller deltager i krigshandlnger. Det er hovedtemaet for debatmødet mandag aften på Gellerup Bibliotek. Mødet holdes kl. 19 til 21.
Det er Aarhus Kommune og to topfolk, der inviterer: borgmester Jacob Bundsgaard og forsvarsminister Nicolai Wammen. Desuden vil professor Preben Bertelsen fra Aarhus Universitet deltage i debatten. 
Jacob Bundsgaard står bag den roste aarhusianske metode til at forebygge radikalisering – kendetegnet ved tæt kontakt til de, der er i farezonen, og ved at inddrage netværket, eksempelvis imamer.
Mødet er åbent for alle, og arrangøren Aarhus Kommune opfordrer alle til at møde op og tage del i debatten.

Program:
19.00-19.05 Velkomst ved borgmester Jacob Bundsgaard
19.05 -19.25 Danmarks aktive bekæmpelse af radikalisme og terrorisme ved forsvarsminister Nicolai Wammen
19.25 – 19.45 Forebyggelse af radikalisering i Aarhus.
Hvordan arbejder vi med problemstillingen?
Hvilke tanker og værdier bygger indsatsen på? ved Jacob Bundsgaard
19.45 -20.05 Pause og snacks
20.05 – 20.50 Debat
20.50 – 21.00 Afrunding ved Jacob Bundsgaard og Nicolai Wammen.