På torsdag d. 5. marts kan man opleve traditionelle somaliske danse med dansegruppen Gobaad fra Gellerup. De skal optræde i et interkulturelt dansearrangement i Ebeltoft, hvor man vil give indblik i nogle af de mange forskellige dansekulturer der findes i Danmark.
Man vil gerne vise Somalia og Mols frem, og skabe kulturudveksling gennem dans og mad. For udover at danse vil Gobaad også vise en udstilling med somaliske genstande og fotos af traditionelle danse.
På aftenen kan man ligeledes smage på lækre, traditionelle madretter fra Somalia – tilberedt af Gobaad selv. Man også forkæle sine smagsløg med mad fra Mols, hvor der vil være specialiteter fra Mjødgård, Lille Raneladegård, Mols Kafferisteri og Woodshade Organics. Derudover vil der være et udvalg af halal-salamier fra Madværkstedet fra Ørbæk på Fyn.
Udover Gobaad optræder Shanghai Akademiet fra Rønde og Femmøller Efterskoles danselinje. De tre dansegrupper optræder med deres egne danse, men skal efterfølgende også prøve hinandens. Har man lyst kan man selv danse med og prøve kræfter med de forskellige dansestile.
Arrangementet foregår i kulturhuset MINISTERIET på Nørrealle 4 i Ebeltoft, og opvisningen starter kl. 19 – alle er velkomne og der er gratis adgang.
De søger flere performere
Dansearrangementet er stablet på benene af aarhusianske Secret Hotel, som arbejder med publikumsinddragende scenekunst, hvor publikum bliver aktive medskabere af kunsten. Gobaad og de andre dansegruppers optræden, er en del af Secret Hotels længerevarende performance-projekt ”A WAY”, som skabes af unge og ældre fra Mols og Gellerup.
I projektet arbejder amatører og professionelle med forskellige kulturelle baggrunde og aldre, og man søger netop nu performere til projektet. Læs mere om "A WAY" her.
Så har du lyst til at medvirke i ”A WAY”, eller bare høre nærmere, så kan du kontakte Secret Hotel på mail: mail@secrethotel.dk, eller på tlf. 5055 6263.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.