Beboerne i Gellerupparken har stemt klart ja til en it-løsning hos Yousee.

Ca. 40 beboere var kommet til det ekstraordinære afdelingsmøde onsdag aften for at høre og stemme om forslaget om at melde sig ud af Antenneforeningen og lave et nyt samarbejde med Yousee.

Det betyder, at der bliver lagt fiberkabler til lejlighederne, og at afdelingens lejemål får en tv-grundpakke med 25 + seks etniske kanaler til 104 kroner om måneden.  Alternativt kan beboeren vælge en bredbåndsforbindelse på 5 mbit til 104 kr. om måneden. Alle er forpligtet, som i dag, at betale for grundpakken.  
Der trækkes nye stik op fra kælderen til hver lejlighed, en forstærker i hver lejlighed, så signalet bliver bedre.

Frihed til at vælge anden udbyder
Yousee oplyser, at priser ikke bare bliver ændret, selv efter man har underskrevet kontrakten, men at der selvfølgelig kan komme prisstigninger, hvis en kanal bliver dyrere, eller der er generelle prisstigninger og reguleringer på området.
Hvis den enkelte beboer ønsker det, kan han/hun stadig vælge en anden tv- eller internetudbyder, men slipper som sagt ikke for at betale for grundpakken.

It-udvalget, som består af medlemmer af afdelingsbestyrelsen, har arbejdet et år på denne aftale, hvor tre firmaer har haft buddet.

Yousee viste sig at være det bedste, og det var beboerne også enige om. Det betyder, at aftalen med Antenneforeningen og Stofa bliver opsagt, og Yousee begynder at lægge kabler ind. Det forventes, at de er klar til brug omkring 1. januar.

Man kan se mere om YouSee’s priser på www.yousee.dk, men der kommer selvfølgelig flere oplysninger til beboerne, efterhånden som arbejdet går i gang.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.