Indsatsen mod de såkaldte ”fædrehoteller”, hvor mange voksne på papiret bor sammen i små lejligheder, mens de i virkeligheden bor hos deres partnere eller ægtefæller, har virket over al forventning. Flere hundrede sager om socialt bedrageri er blevet afdækket, siden Aarhus Kommune og Brabrand Boligforening sammen med Østjysk Boligforening i 2011 gik til kamp mod snyderiet.
Resultatet taler for sig selv. Evalueringen fra foråret 2015 viser, at forsøget har nedbragt andelen af overbefolkede lejligheder i Aarhus med 48,4%. En bolig regnes som overbefolket, når der er tilmeldt mere end én voksen for hvert rum på adressen, for eksempel hvis der tilsyneladende bor 12 voksne i en 2-værelses lejlighed.
”Indsatserne må således betegnes som særdeles effektive,” som det hedder i evalueringen. Ordningen har vist sig så effektiv, at den nu er bredt ud til alle boligforeninger i Aarhus Kommune. Og kun en enkelt forening, Beder-Malling Boligforening, har ikke ønsket at være med i samarbejdet med kontrolgruppen, der tæller ca. syv ansatte.
I Gellerup har den præventive indsats, der hører under Magistratsafdelingen for Kultur og Borgerservice, været en integreret del af Helhedsplanen siden 1. januar 2013.
Stadig store mørketal
Konkret er antallet af overbefolkede lejligheder i perioden faldet fra 601 til omkring 310. Og da hver enkelt sag om socialt bedrageri i forbindelse med, om personer reelt er enlige eller ej i gennemsnit koster det offentlige 100.000 kr om året i uberettiget udbetalte tilskud og sociale ydelser, er det bestemt ikke småpenge, det drejer sig om.
På den anden side er der stadig meget at gøre for Aarhus Kommune, når det drejer sig om at bekæmpe socialt bedrageri. En rapport fra Rockwoolfondens Forskningsenhed fra 2010 anslår således, at kun 4-7% af alle tilfælde af socialt bedrageri faktisk bliver opdaget af de offentlige myndigheder.