I sommerens løb er et stort lege-sejlskib ankret op foran Foreningernes Hus på hjørnet af Edwin Rahrs Vej og Gudrunsvej. Men hvor kommer skibet fra? hvem har bygget det? Og hvad er formålet med sejlskibet?

”Hvert år er der en sommerfest ved Brabrandsøen, og det her år blev der besluttet at der skulle laves et stort sejlskib,” fortæller Walid Mahmoud, som er leder af Ramallahspejderne.

Ramallahspejderne er en forening som blev stiftet tilbage i 2009. Foreningen har aktiviteter for børn i alle aldre. Det kan varierer alt lige fra folkedans, til fodbold og håndarbejde. I foreningen er det børnenes og de unges behov, evner og sociale udfoldelse der er i fokus.

”Gellerup bibliotek spurgte om vi ikke kunne være med til at bygge det, og det takkede vi selvfølgelig ja til, da det at børnene er aktive og bruger deres kreative evner på en konstruktiv måde, er noget vi prioriterer meget højt,” lyder det fra spejderleder Walid.

Skib bliver del af ny legeplads
Efter udstillingen ved Brabrand søen fik Ramallah spejderne så lov til at beholde skibet, og det er sådan at det er endt foran foreningernes hus. Hvis man spørger Walid er der heller ingen planer om at flytte skibet:

”Skibet står stadig foran Foreningernes Hus, og vi har faktisk planer om tilbygning så det kan gå hen og blive en form for legeplads. Dermed bliver der skabt et samlingspunkt for børn og unge i Gellerup, som de selv har været med til at føre ud i livet.”