I hele august måned har Malek El-Batran gået rundt i Gellerupparken og Toveshøj.
Mange undrer sig og kommer hen og spørger:
”Hvad laver du, Malek? Hvorfor har du vest på?”
Og så forklarer Malek, at han arbejder som blokambassadør for at hjælpe beboerne.
Han fortæller, at det er beboerne, som ejer boligforeningen, og at medarbejderne er beboernes ansatte.
Det er der mange, som griner af. Men det er jo sandt, at man kan være med til at bestemme igennem de valgte beboerrepræsentanter. De lytter til dig, for de ved jo, at de er valgt af andre beboere.
Det ER en forening!
Malek går rundt og taler med naboerne om at bo i boligforeningen. Og en boligforening er jo netop en forening. Dvs. at vi alle er medlemmer af foreningen, når vi flytter ind i vores lejlighed. I modsætning til i private lejligheder bestemmer vi beboere sammen, hvordan huslejekronerne skal bruges.
I Gellerupparken og Toveshøj er der to afdelingsmøder om året. Her kan man stille forslag til forbedringer i afdelingen.
På afdelingsmøderne om efteråret skal vi alle tage stilling til budgettet for afdelingen. Afdelingsmødet i Toveshøj foregår tirsdag d. 15. september kl. 19 i Laden, og afdelingsmødet i Gellerupparken foregår tirsdag d. 22. september kl. 19 i Foreningernes Hus.
Til foråret er der afdelingsmøder, hvor man skal vælge nye beboere ind i afdelingsbestyrelsen. Det kan også blive dig, hvis du kommer til mødet og vil være med i bestyrelsen.
Hjælp dine naboer
Bliv blokambassadør og hjælp dine naboer til at være med til at bestemme.

Blokambassadørerne tager imod nye indflyttere og holder møder i opgange, hvor naboerne har brug for at mødes og tale om, hvordan de vil have det. Blokambassadøren arbejder for, at naboerne skal have det godt med hinanden. Og vi giver klar besked om, hvor man går hen og får hjælp, hvis man har et problem.
Kom og tal med blokambassadørleder Ulla Bording Jørgensen i Det boligsociale Sekretariat. Du kan også ringe på 6155 8561.