Gellerupparken og Toveshøj er midt i en total udskiftning af fjernvarmerør. Her og der kan du se håndværkerne lægge de sorte isolerede fjernvarmerør ned og svejse dem sammen, og sådan vil det være et par år endnu.
Tirsdag var hele fjernvarmesystemet i bydelen afbrudt, fordi hovedledningerne tæt på Bazar Vest og nede ved Tinesvej skulle omkobles. Ved Tinesvej er der lagt midlertidige fjernvarmerør tæt på boligblokken, og de skal senere rykkes tilbage igen.
Fjernvarmen kom i gang igen ved 23-tiden. Det var senere end adviseret, men det skyldtes nogle andre arbejder, der blev gennemført samtidig. Via helhedsplanens SMS-service blev de fleste beboere varslet om, at arbejdet ville tage længere tid end først udmeldt fra AffaldVarme.
"Der vil komme flere total-lukninger fremover, men for det meste kan vi klare det ved at lukke ved enkelte blokke," forklarer Kaj Larsen, som er håndværker på arbejdet med AffaldVarmes ledningsnet i Gellerupparken og Toveshøj.
Arbejdet benytter sig af, når Helhedsplanen graver ud til veje eller nye bygninger.
"Så er vi der som en ‘mis’", siger Kaj Larsen. Nogle gange er det lidt "spændende", som han siger, at grave efter de gamle rør, for det hænder ret ofte, at de slet ikke ligger, hvor de skulle ifølge tegningerne.
Det er ikke de helt gamle fjernvarmerør fra Gellerups tilblivelse omkring 1970, der bliver skiftet ud. Håndværkerne finder rør, der er er af lidt nyere dato, men som altså trænger at blive skiftet ud.
"De rør, vi lægger ned nu, holder 40 år," oplyser Kaj Larsen.