Søndagens stormvejr med vindstød af orkanstyrke besøgte også Gellerup og Toveshøj. Det gik blandt andet ud over Gellerupbadet og den nye kunstgræsbane samt InstantOne.
De fleste bemærkede nok at søndag aften var usædvanlig blæsende. En kraftig storm, der af meteorologerne var blevet døbt Gorm, fejede ind over hele Danmark fra vest til øst. Og med vindstød af orkanstyrke mange steder, var det voldsomme kræfter som naturen slap løs.
Stormen passerede Gellerup ved 19-tiden, og gik blandt andet til angreb på tagpappet på Gellerupbadet. Det betød, at store dele af taget blæste ned. Dele af tagpappet lagde sig på parkeringspladsen, mens et stort stykke rev sig løs og blev kastet ind i hegnet ved kunstgræsbanen, som blev bøjet som kogt spaghetti ved det voldsomme sammenstød.
Gellerupbadet er nu lukket indtil videre på grund af skaderne fra nattens storm. Du kan følge med i situationen og læse, når de åbner igen på Gellerupbadets hjemmeside.
Flyvende markiser og væltede træer
Midt på fodboldbanen havde et stort stykke af markisen fra InstantOne lagt sig til rette. En anden markise fløj over hegnet og ramte hjørnet af det store hegn.
Flere nyplantede træer langs Gudrunsvej og den nye Lottesvej-linje lagde sig også ned under stormens rasen. Enkelte blev revet op med rod, andre blev skubbet skæve.
Tæt på Gellerupparken, på Emmasvej, gik det ud over taget på en af boligblokkene.
Mandag morgen herskede der atter fred og ro i Gellerup og Toveshøj.