To personer blev torsdag anholdt, fordi de rodede sig ind i ballade omkring en enkelt juice. Det fremgår af lokalpolitiets døgnrapport.
Torsdag kl. 14.45 kom to personer, som politiet kender i forvejen, kørende i en Citroen C5 ind på Statoil-tanken i Hasle.
De går ind i butikken, hvor den ene tager en juice fra et køleskab i butikken og begynder at drikke af den. Han bliver venligt bedt om at betale for juicen, hvilket han ikke vil. Herefter bliver den anden aggressiv overfor ekspedienten og vælter genstande ned fra hylder og disk, hvorefter de begge forlader butikken. Der bliver ikke betalt for juicen.
Politiet kommer til stedet, og via overvågningen genkender politiet straks de to personer, der har været inde i butikken.  
Juicetyv med kniv anholdt 
Kort tid efter under patrulje i området bliver patruljen opmærksom på Citroenen med en person i. Det er en af personerne, der har været inde i Statoil-forretningen tidligere. Bilen bliver stoppet, og personen bliver anholdt og sigtet for hærværk i Statoil forretningen.
Mens politiet er på stedet kommer den anden person, der var sammen med den nu anholdte, gående. Han bliver ligeledes anholdt og sigtet for butikstyveri af juice. Ved visitationen bliver han fundet i besiddelse af en ulovlig kniv, som han også bliver sigtet for.
De to er efterfølgende løsladt, men der venter nu erstatningskrav og et efterspil i retten.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.