Som du sikkert har bemærket, så er nytåret lige om hjørnet. I aften vil gaderne i hele landet være fyldte med fyrværkeri og champagneglas til højre og venstre. Men er du typen, der hellere vil holde dig indendørs på en nytårsaften, så er en hyggeaften i moskeen på Grimhøjvej en oplagt mulighed.
”Hyggeaften?”… ”Moskeen på Grimhøjvej”… Hørte jeg rigtigt? Svaret er meget enkelt. Ja, du hørte rigtigt.
Normalt, når man hører om moskeen på Grimhøjvej i medierne, så associerer man det med ting, der er langt fra hyggeaften for unge. Men ikke i dette her tilfælde.
”Formålet med hyggeaftenen er at få samlet børn og unge fra hele Århus. Dengang jeg var lille, kunne mine forældre ikke lide, at jeg var ude nytårsaften og lege med fyrværkeri. De anså det for at være farligt og skadeligt for miljøet. Jeg kan huske, at jeg plejede at sidde og kigge ud af mit vindue eller bare ligge i min seng og kede mig. Jeg håbede, at der var nogle indendørs aktiviteter eller arrangementer, som jeg kunne deltage i nu, hvor jeg ikke måtte være udenfor,” siger en af arrangørerne, Mohammed Masudi, der med et smil på læben husker tilbage på de nytårsaftener, han har haft som barn.
Muskler, quiz og mad
Moskeen lægger her plads til en hyggeaften for børn og unge mænd i alle aldre. På denne aften vil der være fysiske aktiviteter, hvor muskler er en fordel. Andre aktiviteter såsom quizzer er dog lidt mindre fysisk krævende. Vinderne af aktiviteterne vil blive belønnet med gode præmier. Moskeen vil også stå for mad til deltagerne.
Alle er velkomne til arrangementet. Også selvom det holdes i en moske, er det muligt for ikke-muslimer at være en del af fornøjelserne.
”Vi vil gerne være med til at give alle et indblik i, hvad islam virkelig er og aflive nogle af de fordomme, mange render rundt med om muslimerne. Islam er ikke terror. Men et brødreskab, som styrkes af fælleskabet, sammenhold og nogle fællesaktiviteter. Arrangementet er for alle børn og unge i forskellige aldersgrupper og uanset religion,” fortæller Mohammed Masudi.
Arrangementet starter klokken 21:30-06-15 og foregår på Grimhøjvej 7, 8220 Brabrand. Alle unge drenge og børn er velkomne.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.