Nytårsaften er festlig, og raketterne farver himlen i alle mulige farver. Men dagen efter ser der knapt så festlig ud, der hvor raketterne og batterierne er blevet antændt.
Fire voksne og fire børn i Gellerupparken brugte nytårsdag tre timer på at samle alt fyrværkeriaffald, bare ved deres egen blok, Gudrunsvej 48-56.
Selma Karahan og Sinem Baser var to af dem. Selma sendte et billede til gellerup.nu sammen med en opfordring:
"Hvis vi kan holde sammen om nogle ting og hjælpe hinanden, bliver vores område et dejligt RENT sted at bo!
Vi har selv ikke været med til at brænde det fyrværkeri af, men da vi så gik ud til legepladsen sammen med børnene, fik vi ideen med at samle ind, for det så slet ikke godt ud!"