Den 26. januar kl. 12 er der åbningsfest i Yggdrasil for Kvindehuset. Huset vil starte med at holde åbent tre dage per uge.
På et møde i Yggdrasil 16. december bestemte Bydelsmødrene i Gellerup sig for hvordan de vil organisere deres arbejde som bydelsmødre i 2016. Gellerup Bibliotek har stået for finansiering af bydelsmorprojektet i opstartsfasen. Først med midler fra Kulturstyrelsen i de første to år, mens biblioteket i de seneste to år har finansieret projektet med Lone Hedelund som koordinator. Fra 2016 er projektet helt på frivillig basis.
Alle områdets kvindegrupper var ellers inviteret til et møde om nyt kvindehus i Yggdrasil i begyndelsen af december 2015. Da kun bydelsmødrene kom, tager de nu initiativet og vil i starten stå for driften af kvindehuset.
Der kom 22 kvinder, flest nuværende og kommende bydelsmødre. Først diskuterede gruppen åbningstider. Nogle ville gerne have mulighed for at komme hver dag. Maria Arianfar med erfaring fra opstart af kvindehuset i Viby anbefalede at lade det vokse frem. Og bydelsmor Ilham Mohamed sagde: ”Når man melder sig er alle med, men når det gælder, er alle væk. Man må være ansvarlig over for sig selv“.
Alle skal høre om det
Beslutningen blev at starte med tre dage om ugen. Tirsdag og torsdag fra 12-16.30 og fredag fortsætte med åben kvindecafé fra 10-12. Ilham mindede om at reklamere for kvindehuset, så folk bruger det. Maryan Ruun Hayir foreslog at lave brochurer og omdele til alle.
Man nedsatte tre grupper. En gruppe laver program for åbningsfesten. En anden står for daglig drift af huset. Og en tredje søger om midler til driften, så der bliver råd til en masse spændende aktiviteter. Eksempler på aktiviterer i åbningstiden er: Et foredrag om rejser, en dag med syning, lektiehjælp og modeshow.
Gellerup.nu offentliggør selvfølgelig programmet for åbningsdagen, når det foreligger midt i januar.