Om ganske kort tid lukker jordemoderkonsultationen i Globus 1 i Gellerup. Sidste åbningsdag er den 22. januar 2016.
Fremover skal gravide fra postnummer 8220 komme til jordemoderkonsultationer enten på Olof Palmes Allé eller i Mødrehjælpens lokaler i Søndergade i midtbyen. Men der skal også holdes cafeer lokalt i Gellerup. 
”Der findes fordomme om,  at folk i Gellerup ikke møder op til tilbud uden for Gellerup,” siger lederen af Aarhus Jordemoderpraksis Joke Habben. Men Gellerup er en del af Aarhus, som det også fremgår af Helhedsplanen.
Hun siger: ”Fra Gellerup møder de gravide til alle skanninger på Skejby Sygehus. Og folk fra Gellerup tager ud at handle i Bilka eller inde i byen.” Jordemødrene i Globus1 har fået flere tilkendegivelser af, at gravide hellere vil ind til byen, for der kan de handle ind, når de er der. Hun understreger, at er der nogle, som har det svært og er isolerede i Gellerup, Bispehaven og Herredsvang, vil man bedre kunne tilbyde dem en målrettet indsats med den nye organisationsform.
Samarbejde med Mødrehjælpen
Joke uddyber: ”I samarbejde med Mødrehjælpen har Jordemoderpraksis mange års erfaring med unge gravide, som er en gruppe med forskellige udfordringer i forhold til netværk og familie. Hvis man f.eks. er alenemor, er hjemmeboende, er arbejdsløs, mangler en vennekreds eller er uden uddannelse, så bliver der taget hensyn til det.
Fremover tager Jordemoderpraksis sammen med Mødrehjælpen også hensyn til gravide, som er skrøbelige i forhold til sprog og kultur, og som derfor har udfordringer med hvordan man skal gebærde sig.”
Stadig aktiviteter i Gellerup
Så årsagen er altså ikke, at Jordemoderpraksis efter 14 års tilstedeværelse i Gellerup ikke længere gider Gellerup. Men i stedet vil Jordemoderpraksis gerne tilbyde flere aktiviteter til de gravide, end det er muligt i Globus1.
På Olof Palmes Allé og i midtbykonsultationerne, som ligger i Mødrehjælpens lokaler på Søndergade 53, er der gruppekonsultationer, fødsels- og familieforberedelse og en bred vifte af understøttende aktiviteter.
I Globus1 er der fremover åbne Jordemodercafeer. Og her byder Jordemoderpraksis velkommen til både gravide såvel som kvinder, der har født. Man kan orientere sig om tilbud fra Aarhus Jordemoderpraksis på hjemmesiden www.graviditet.auh.dk.
Jordemoderforeningen om graviditet 
Mødrehjælpens Aktiviteter for børn i Aarhus
Mødrehjælpens Rådgivning i Aarhus 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.