Svanen-Gruppen i Horsens har erfaring med store byudviklingsprojekter. Det var en af baggrundene for, at Svanen har købt et stort jordareal i Gellerup på et betinget skøde. Salget er betinget af, at lokalplan og kommuneplan kan tilpasses de ønsker, som både helhedsplanen og Svanen har.
"Vi gør det, fordi det er et spændende område at komme ind i. Helhedsplanen er for os helt afgørende, fordi det er vigtigt, at området bliver fornyet. Og vi kan se, at helhedsplanens tiltag virker," siger direktør i Svanen-Gruppen, Michael Brixhuus.
Han ønsker ikke at gå meget i detaljer med planerne, netop fordi lokalplanrammerne ikke er ændrede endnu. Men i brede formuleringer siger han:
"Vi stiler efter at kunne bygge ca. 350 boliger, og erhvervsarealet er på ca. 13.000 kvadratmeter. Boligerne skal være med til at skabe byliv ligesom f.eks. Frederiksbjerg og Trøjborg, og derfor er de tegnet som karreer."
Michael Neumann siger, at Svanen i forvejen er i Århus – Viby og i centrum – men at det snarere er erfaringer med byudviklingsprojekter i Berlin, der kan bruges i Gellerup.
"Hele den politiske plan er spændende – det at være med til at lave en helt ny bydel. Det skal naturligvis ske med respekt for historien og for beboerne," siger han.