I går blev der holdt hastemøde i Foreningen af Islamiske Foreninger, FIF. Det er FIF der står bag ansøgningen til byggetilladelse til en stormoske i Aarhus V. På hastemødet blev det besluttet at holde en ekstraordinær generalforsamling den 18. april.
Borgmester Jacob Bundsgaard ser det som fornuftigt at indkalde til en ekstraordinær generalforsamling i FIF: ”Jeg er åben for at drøfte alle spørgsmål med de gode kræfter, der går ind for at fremme integrationen og retssamfundet,” siger Jacob Bundsgaard til gellerup.nu.
FIF pointerer i pressemeddelelsen, at en stormoske netop kan forhindre, at selvudråbte imamer radikaliserer muslimerne i Aarhus.
I morgen onsdag bliver byggetilladelsen trukket tilbage i Byrådet. Borgmesteren understreger, at han godt forstår ønsket om en fælles stormoske: ”Det er et helt legitimt ønske om værdige rammer til at dyrke sin religion,” mener Jacob Bundsgaard.
Borgmester: gør op med kræfter
Men han understreger, at det er helt afgørende, at FIF og andre får gjort op med de kræfter i de muslimske miljøer, der har afstedkommet, at byggetilladelsen nu bliver stoppet:
”Vi har stået på mål for ønsket om en stormoske. Men med de afsløringer, der har været i TV2s dokumentarudsendelser, Moskeerne bag sløret, kan vi ikke sige ja til projektet, som det ser ud nu.”
Der bliver altså ikke ændret ved, at byggetilladelsen i morgen med altovervejende sandsynlighed bliver trukket tilbage af byrådet.
Fuldstændig uacceptable
FIF skriver i pressemeddelsen, at: ”Imamernes udtalelser er fuldstændig uacceptable og strider imod FIFs grundlæggende principper og vedtægter.” Desuden opfordres især forældrene og foreningerne i de muslimske miljøer til at træde i karakter mod radikalisering.
Borgmesteren kommer dog med en lille åbning allerede: ”Der er intet til hinder for, at man går sammen og laver et nyt projekt,” slutter Jacob Bundsgaard.