Tre sekunder tager det at forme kikærtepureen til en perfekt falafel
i den specielle falafelformer. Herefter dumpes den krydrede klump ned i den brandvarme friture.
Et par unge danske kvinder snitter salat, bøftomater og anretter de lyserøde strimler af majroer.
”Vi er her i aften for at aflure Malek nogle tricks. Det her er i høj grad smagen af Gellerup, og det er netop det, vi arbejder med,” siger Line Lone Kristensen. Sammen med sin kollega fra Designskolen i Kolding, Sabrina Borg, er hun i fuld gang med projektet ”Smag à la Gellerup”. De har blandt andet lavet mad med somaliere og stået for kåringen af Gellerup-burgeren til åbningen af den nye Bygade.
”Mange begår den fejl at koge kikærterne, når de skal lave falafler. Det er umuligt.Det er til humus, at kikærterne skal koges – aldrig til falafel!” røber Malek El-Batran overfor Gellerup.nu. Til falafel skal de udblødte kikærter bare moses. 
Lammekød, grøntsager – og falafel
Madklubben i kælderen under Foreningernes Hus drives af Palæstinensisk Forening i Aarhus. Kasserer, Nayef Ayade står sammen med formand Malek El-Batran og former lynhurtigt de små boller, før de kastes i frituren. Folk er sultne, og duften breder sig i lokalet ved siden af køkkenet. 
Levanten er Syrien, Irak, Palæstina og Libanon-området. Madkulturen er fælles i
regionen, og man spiser primært lammekød og masser af grøntsager. Men også vegetarretten falafel, der består af proteinrige kikærter, løg og persille er et sikkert hit i Levanten. ”Man spiser nærmest falafel hver eneste dag”, fortæller Malek El-Batran.
Fadet bæres ind, og køen dannes hurtigt. Ved mit bord sidder en yngre kvinde. Efter første bid konstaterer hun med tilfredshed, at falaflen smager præcist som den smager i Palæstina.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.