Trods sine bare 27 år har Khaled ført bønnen i 10 år nu. Han er tilknyttet Fredens Moske. Jeg spørger, om han er imam?

”Imam? Ikke som du forstår. En imam er en lærd. Jeg er elev, men jeg styrer bønnen.”

Faktisk har han allerede papir på koranstudier, men der er mange andre ting han skal være velbevandret i, før han vil kalde sig selv Imam, blandt andet arabisk sprog og islamisk retslære. Khaled Edwan er ellers ikke bange for at tage fat i politiske emner.
For nyligt holdt han en fredagsbøn i Globus1 for 1.500 muslimer fra hele Aarhus. Han kritiserer muslimerne, og han kritiserer det han ser som kollektiv afstraffelse, når byggeplanerne for en Stormoske strander efter TV-udsendelser med skjulte optagelser af ældre imamer.
USA, England og Frankrig
Når der er stor fokus fra landets medier og mange muslimer føler frustration, reagerer Khaled anderledes:

”Det motiverer mig bare. Vi skal vise tolerance overfor vores medborgere.” Khaled tror fuldt og fast på sameksistens: ”Jeg føler det som en glæde. Vi har altid boet sammen, kristne og muslimer.”

Den vestlige verdens opfattelse af Islam er noget der optager Khaled Edwan. Og på mit spørgsmål om han vil tage resten af imam-uddannelsen i Saudi-Arabien eller Pakistan, svarer han:

”USA, England eller Frankrig. Sandsynligvis Frankrig, hvor man har diskuteret disse ting meget mere end i Danmark.”
Hvem definerer hvad integration er?
”Vi ønsker også integration. Men hvem definerer hvad integration er? Vi skal finde ud af at tilpasse vores livsstil til Vesten uden at gå på kompromis med vores tro.”

Men imam-uddannelsen må vente. Først skal der brød på bordet. Khaled Edwan læser til sundhedsteknolog, 4. semester på Aarhus Universitet. Det er en ingeniøruddannelse, der handler om udvikling af teknologi til hospitaler og sundhedsvæsen. Sammen med sin kone Shaymaa, har han en søn på halvandet år.

Mens vi sidder og taler foran Fredens Moske kommer en kvinde hen og giver Khaled en pose. De hilser pænt på hinanden og vi fortsætter interviewet.
”Det var nogle bedetæpper, hun ville give til moskeen. Hun får en belønning af Gud for at gøre det,” fortæller Khaled.

Muslimer og Islam?
”En stor gruppe blandt muslimerne ved ikke, hvad Islam står for. De ved, at man kun må have en gud. Men Islam er også hvordan man handler og behandler andre. Du kan ikke sige, du er muslim og så modsige det i dine handlinger.”

Danskere og Islam?
”Efterhånden ved danskerne mere. Ikke nok, men de behøver heller ikke vide alt. Vi ønsker bare en forståelse af, at vi har valgt en anden tro.”
Islam opfattes ofte som en stillestående religion. Men udviklingen er konstant i gang over hele verden.

Alt der ikke er forbudt, er i princippet tilladt
Når der indenfor Islam skal indføres nye ideer eller tages stilling til nyopståede problemer, er der fire gamle retsskoler, som intet nyt må være i strid med. Man kan sammenligne det med Grundloven. Man kan lave en ny straffelov i Danmark. Men den må aldrig være i strid med en lov på højere niveau, altså Grundloven.

”Alt der ikke er forbudt, er i princippet tilladt,” siger Khaled og fortsætter: ”Ikke alt er sort og hvidt i Islam. To parter kan begge have ret i en strid.”

Men før man kan tage del i værdikampen på højt plan, skal man opbygge sig en autoritet. Og den del kommer helt naturligt, når man begynder at holde fredagsbønnen i moskeen.

”To imamer kan have forskellig autoritet over to forskellige grupper. Man skaber sin egen autoritet ved at tale og ikke ved at angribe andre,” mener Khaled.
Khaled Edwan fører jævnligt fredagsbønnen på både arabisk og dansk i Fredens Moske. Han har også gjort det i Grimhøjmoskeen, fordi han blev inviteret.