Er du ung og gerne vil have en uddannelse med gode jobmuligheder, så kunne du overveje at blive assistanceredder i Falck. Falck er netop nu ved at hverve et hold på 20 fra hele landet, som vil tage uddannelsen.

Men skynd dig – der er snart jobsamtaler. Først skal du henvende dig til Ghassan Hassoun i Det boligsociale Sekretariat og få en snak om ansøgningen. Det gør du ved at ringe på 2336 1007 eller skrive til ghha@bbbo.dk Gør det så snart du læser denne artikel, for udvælgelsen sker snart. Man skal være fyldt 20 år og 9 mdr. på ansættelsestidspunktet.

Projektleder i Falck, Peter Kristiansen, fortæller, at han drager landet rundt for at få nok til holdet, som er lidt anderledes, idet de unge gerne må have ”udfordringer”.

”Det gør ikke noget, hvis de har haft problemer, og hvis deres straffeattest ikke er helt ren, så vil Falck vurdere hver enkelt ansøger,” siger han. Falck ønsker som en stor virksomhed at have en profil, som favner hele samfundet.

Det er tredje gang, et hold af unge med udfordringer starter. Det første hold er færdigt – med en flot gennemførelsesprocent. 18 startede, to hoppede selv fra, Falck bad to andre forlade uddannelsen, og de resterende 14 bestod alle eksamen.

Uddannelsen
En assistanceredder yder autohjælp, laver skadesservice, kører med patienter (ikke udrykning) og med dyr. Det er et fag, hvor man kommer i kontakt med rigtig mange mennesker.

De første tre måneder er man i ulønnet praktik på en Falck-station i nærområdet, og hvis den unge får en elevkontrakt, foregår uddannelsen i Esbjerg og varer et år og 8 måneder. Under uddannelsen er man i praktik og snuser også lidt til branduddannelsen, så man også kan blive deltidsbrandmand.

I startfasen og også under uddannelsen kan man få ekstra hjælp til fag som dansk og matematik, og der er knyttet mentorer til uddannelsen, så de unge har bedre mulighed for at klare sig igennem.

”Jobmuligheder? Vi lover jo ikke noget, men vi vil naturligvis gerne ansætte dem, der har været igennem uddannelsen,” siger Peter Kristiansen.