"Hvor blev I af, iværksættere", skrev vi på gellerup.nu i søndags, fordi der kun dukkede tre unge iværksættere op til en dag, hvor Ungeteamet og Instant One tilbød sparring til bydelens unge iværksættere.
Iværksætterne er der skam, understreger Senay Arikan fra Ungeteamet i Det boligsociale Sekretariat. Men hun hørte, at en del er optaget af eksamen for tiden, og at starten af juni lige før ramadanen måske ikke er det bedste tidspunkt at invitere iværksættere op til 25 år.
Til den første workshop i februar mødte 25 op.
"Nu vil vi kontakte dem, vi har på listen, og tilbyde individuel sparring og konkret vejledning om start af virksomhed, om anpartsselskaber og så videre. Det kan også være om salgsteknikker og markedsføring," siger Senay Arikan.
Der findes et spirende iværsættermiljø i Gellerup, og eksemplet med Culmic viser en grokraft – og så handler det om at hjælpe dem så godt som muligt.
"Når det bliver en succes for nogle, så vil det gå stærkt," forudser hun.
I den kommende ungdomsbydel bliver der også kræset for unge iværksættere, og I Instant City langs Bygaden bliver der også rigtig mange muligheder for de, der har lyst til at afprøve en forretningside. 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.