Gellerups Ramallah-spejdere var i starten af juni i Ramallah på Vestbredden og besøgte i løbet af ugen deres venner og også en række seværdigheder og feriesteder i Israel og Palæstina.
For det kan være hårdt at øve trommer og sækkepiber en hel dag – derfor sørgede lederne Walid Mahmoud og Mustafa Faour for afveksling fra musikken ved at køre dem rundt i en lejet bus.
Ramallahs egne spejdere har eksisteret siden 1930-erne og har lige så lang erfaring i musik med trommer og sækkepibe. De har en aftale med Gellerups spejdere om udveksling og besøg for at lære af hinanden, og Gellerups spejdere har nu fået lært at få endnu mere ud af de to instrumenter. De betjenes af fire drenge på sækkepibe og fem på trommer.
Det viste de allerede dagen efter, at de kom hjem fra Ramallah, idet de ledte et optog grundlovsdag for at invitere beboerne til grundlovsfest.
Nu kan de 12 numre
Spejderne havde allerede i oktober lært sækkepibe-musikken, da Ramallahs spejdere besøgte Aarhus. Denne gang er de blevet dygtigere og fået et større repertoire, fortæller Walid Mahmoud. Før kunne de spille fem numre, nu kan de yderligere fem numre plus to skotske ”klassikere”.
Gellerups Fathi Amouni ledede den musikalske træning. Den foregik ved, at de unge fandt sammen to og to og trænede sammen. De unge kendte ofte hinanden i forvejen fra tidligere besøg i enten Aarhus eller Ramallah, så de havde også meget sjov med hinanden.
Viste det danske flag
Og så kørte de ellers rundt med bussen og ”viste flaget”. Det med flaget var helt bogstaveligt, som du kan se af billederne, og mange fra Vestbredden faldt i snak med dem på grund af det danske flag og spurgte dem: ”Når I nu er danskere, hvorfor kan I så arabisk?”
”Vi forklarede, at de kan begge sprog, fordi deres forældre kommer fra Palæstina, Syrien og andre lande i Mellemøsten,” siger Walid.
Nyt monument for Nelson Mandela
På turene besøgte de blandt andet Betlehem, Jerusalem, Jaffa, Haifa, Tel Aviv. Der var tid til badeture i både Middelhavet og Det Døde Hav, til vigtige kulturelle steder som Mahmoud Darwish-museet, Al Aqsa Moskeen, den nye statue af Nelson Mandela og et endnu ikke åbnet kulturmuseum.
Klassiske spejderaktiviteter med at bygge telte til en spejderlejr fordrev de torsdagen med. Og så var det tæt på hjemrejsen.
Denne gang havde spejdertruppen i øvrigt valgt en lufthavn i Jordan til ankomst og afgang. Her var det nemt at komme igennem security, paspoliti og så videre – helt modsat lufthavnen i Tel Aviv i Israel, hvor de tidligere har oplevet problemer med at komme ind.
Walid og spejderne håber at få musikalsk forstærkning fra Ramallah næste år, når der er kulturby-aktiviteter i Aarhus. Og senere venter en invitation fra borgmesteren i Ramallah, som rigtig gerne vil have Gellerup-spejderne på besøg igen. Enten i 2017 eller 2018.