En Gellerup-novelle:
Det er natten mellem tirsdag og onsdag i uge 34, og jeg står her på toppen af bakken bag ved Bazaren med udkik over Holmstrup og ud til Skejby. Hvis jeg kunne se endnu længere, ville det være en fornøjelse, men det kan jeg ikke.
Men jeg kan drømme, drømme om dengang jeg sad her med en veninde, og vi skrev et digt sammen med sætningen ”herfra ejer man hele verden!” Jeg går nogle skridt op og kikker over mod blokkene på Gudrunsvej. Vi er cirka i øjenhøjde – gad vide, hvor mange øjne der sidder derovre med vandpiben, en øl eller en kop kaffe eller noget helt fjerde og kikker over mod mig.
Ingen kan se mig, og jeg står her under verdens tag. Satellitter i 10 kilometers højde – ja, der var engang, hvor de enten var russiske eller amerikanske, hvem ved? Eller kan det være et fly? Jeg ved det ikke, men det er tydeligt, at tankerne og spørgsmålstegnene er autentiske, som følelsen af den halvlune luft, der mærkes på min hud.
Alt er nøgent heroppe. Intet er fordækt. Alt er virkeligt. Få kilometer væk kan jeg høre fugle, der skræpper, og jeg ved ikke, hvad det er for fugle, eller om de er ved en sø eller hvad. Men jeg kan høre dem, og det er det vigtigste. Og dernede på Janesvej, der boede jeg som lille. Hvad laver de mon dernede nu?

Jeg går tilbage mod Gellerup. Mit ur ligger derhjemme, og det gør min mobil også, så jeg aner ikke, hvad klokken er. Men jeg kaster et blik på et ur i et butiksvindue i Bazar Vests nyere bygninger. Klokken er 01.30.

Nogle biler kører rundt heroppe, og de accelererer meget hurtigt og larmer. Det bryder jeg mig ikke om. Jeg mærker, at verdener kolliderer. Herovre er bylivet også autentisk, men meget anarkistisk. De kunne jo nok ikke se skyggen, der bevægede sig op på bakken, og de kunne jo nok heller ikke høre mine tanker i natten.  Men når man mærker sådan et skred i roen eller manglen på samme, undres man. Hvad er deres metaforer? Hvad tænker de på? Hvad afreagerer de på?

Jeg bevæger mig over Edwin Rahrs Vej, og jeg fortsætter ned langs den nye Bygade. Den bringer på en eller anden måde håb og tro på fremtiden, for sanserne stimuleres altså af denne kommende vej med et utroligt flot fortov og lygtepæle, der signalerer kvalitet. Det virker som om et jerntæppe af beton er ved at blive afløst af en vej til fremtiden, der signalerer noget kvalitet af majestætisk format. Så er det godt, Bjerremand! Men altså, det er godt at have drømme i en ofte ironisk verden.
Flere hundrede meter fra mig går en ung fyr – vistnok en somalier – og taler meget højt i sin telefon. Jeg mærker et skær af nervøsitet og sætter farten op. Nå, han er ikke en ballademager, men altså, han skaber endnu en kontrast i denne mærkelige nat.
Ro og drømme ved siden af de blokke, der er ved at blive revet ned. Ja, drømme. For jeg husker, hvordan de samme blokke var helt ramponerede af hærværk og af hvad man vel nærmest kan kalde ”en fortælling” om masser af år med mangel på vedligehold og af vel mangel på tro på fremtiden. Måske fremtiden var gået i stå, da de kom til Danmark? Stakkels mennesker. Havde de dog bare undet sig selv nogle flere ture ud under stjernehimmelen. Kun ved at drømme er mennesket frit – I know.

Jeg går videre ned ad vejen, indtil jeg kommer til området ved Nordgårdhallen, hvor den slår et sving. Foran min blok er der en bunke sten, som nok skal bruges til fortovet. Dengang i 1990 fik jeg en mærkelig vane, som gik på at få et lille stykke af noget, der var ved at blive brudt ned. Et lille stykke Berlin-mur endte hjemme ved mig selv. For et stykke tid siden hapsede jeg så et lille stykke Ceres. Skulle man tage en sten med hjem? Nej, det ville være totalt forkert – tænk hvis alle gjorde det. Og der er jo også det ved det, at disse sten skal bruges til at bygge noget op, i stedet for at være en del af noget, der er blevet brudt ned. So don´t!

Jeg fortsætter ned langs stien og op i min lejlighed, hører lidt musik og går i seng. Der er en vandringsmand mindre i natten.