Gert Bjerregaard, politisk ordfører for Venstre i Aarhus Byråd, blåstempler nu Brabrand Boligforenings tilbud om småjobs, blandt andet som blokambassadør, til kontanthjælpsmodtagere.
”Det er jo fint, hvis jobs der blev udført i går, der også skal udføres i fremtiden, bliver udført af kontanthjælpsmodtagere,” lyder det fra Gert Bjerregaard.
Ændret holdning
Til Metroxpress onsdag sagde han ellers, at Brabrand Boligforenings tilbud lød som spekulation: ”For mig at se lyder det til at det er ren spekulation, og at man prøver på at omgå reglerne nemmest. Det burde boligforeningerne holde sig for gode til.”
Gert Bjerregaard uddyber til gellerup.nu:
”Hvis de for eksempel kan dele en fuldtidsstilling som vicevært op, så tre kontanthjælpsmodtagere kan varetage den, så er det glimrende,” siger Gert Bjerregaard.
Jobbene skal bidrage til samfundet
Men det kan ikke bare være hvilke som helst jobs, der kan udføres af kontanthjælpsmodtagere: ”Det skal ikke være nogen jobs, der er opfundet til lejligheden,” siger Gert Bjerregaard og fortsætter ”Hvis det er noget der ikke er samfundsgavnligt, så er det jo ren spekulation.”
Netop blokambassadørkorpset har jobs, der hjælper nogle kontanthjælpsmodtagere i Gellerup og Toveshøj med at opfylde 225 timers reglen. Se faktaboks. I alt er der 600 beboere i Gellerup og Toveshøj der har brug for et job.
Gert Bjerregaard siger til sidst: ”Hvis det er sådan, at en kontanthjælpsmodtager bare tager nogle få timers arbejde om ugen, så kan han faktisk optjene flere penge end på kontanthjælp, så det er min stærke opfordring.”

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.