Søndag aften mødtes 13 kvinder og en enkelt mand, som er imod, at byrådet forbyder kønsopdelt svømning i Gellerupbadet.
14 personer mødte op i Beboerhuset Yggdrasil for at snakke om, hvad de skulle gøre. Her kom der spændende ting frem, som selvfølgelig ikke skal afsløres her.
Der var gode grin og godt humør, selvom temaet selvfølgelig var sørgeligt. Alle var enige om, at en lukning af kvindesvømningen i Gellerup vil være dårligt for kvinderne, både muslimer og ikke-muslimer, og at det handler mere om blufærdighed end religion for dem.
Vil bare helst bade uden mænd
Lørdag var der mødt færre kvinder op end normalt. En del troede, at tilbuddet allerede var lukket, og de gad derfor ikke møde op til en låst dør.  Så der var masser af plads til både at svømme i baner og sidde i varmtvandsbassinet og snakke med andre kvinder, noget som en del kvinder benyttede sig af. Også i saunaen blev der talt lystigt om, hvorfor de helst ville bade uden mænd.

De havde mange forskellige grunde til ikke at ville svømme med mænd. Nogle af dem så det som et pusterum fra mændene, andre som en god tur i svømmehallen med børnene, mens nogle bare ikke har lyst til at vise sig i badedragt foran mænd.
Nu vil nogle af de samme kvinder, som badede i lørdags, kæmpe for, at kvindesvømning ikke bliver lukket. Derfor var de mødt frem søndag aften. Det var kvinder fra alle mulige steder i byen, faktisk var der flertal af kvinder, som slet ikke boede i Gellerup.
Hvis du vil gøre noget for at protestere mod byrådets planlagte lukning af Gellerupbadet, så kontakt tovholder Helle Hansen på 2783 2782 eller på mail: hhmh65@hotmail.com    

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.