Brabrand Boligforening flytter i 2018 tilbage til Gellerup med sit hovedsæde. CC Contractor skal sammen med Cubo Arkitekter og ingeniørfirmaet Viggo Madsen bygge boligforeningens domicil på hjørnet af Edwin Rahrs Vej og Karen Blixens Boulevard. Boligforeningen flyttede i december 2011 til lejede lokaler på Rymarken, fordi der ikke var plads nok på "den hvide gård", Gudrunsvej 10A.
De folkevalgte i Brabrand Boligforening var de første til at høre nyheden lørdag aften, da de var samlet til seminar på Koldkærhus Konferencecenter i Skejby.
For boligforeningen handler det ikke kun om administratonsbygningen – det skal også være et sted, som afdelingerne kan benytte og har nemt ved at komme til.
Et overbevisende projekt
Hos bedømmelsesudvalget og de tilknyttede fagdommere og rådgivere har der ikke været tvivl om, at det valgte projekt på overbevisende vis lever op til både byggeprogrammets krav og ønsker og til boligforeningens vision og fokuspunkter for projektet.
Boligforeningens formand – og formand for bedømmelsesudvalget – Keld Albrechtsen, siger:
”Boligforeningens medarbejdere kan se frem til at få en arbejdsplads, som er et meget overbevisende bud på et godt arbejdsmiljø. Vores beboere vil møde et velfungerende hus med en imødekommende modtagelse, ligesom kantinen og andre faciliteter kan aktiveres til funktioner, der understøtter fællesskaberne i afdelingerne. Endelig vil bydelen få et projekt, der afrunder det nye kvarter i Gellerup med bl.a. kommunens nye kontorhus til 1.000 arbejdspladser og et nyt kollegium til 400 studerende, på en sammenhængende og harmonisk vis.”
Nemt at nå
Det er forventningen, at den nye administrationsbygning står klar til brug i slutningen af 2018. Placeringen er blandt andet valgt for bedst muligt at kunne servicere beboerne i boligforeningens ca. 5.000 lejemål. Med en central beliggenhed for både vejnet og bustransport – og med tiden letbanens etape 2 – vil boligforeningens beboere nemt og hurtigt kunne komme til stedet.
Med placeringen vil byggeriet bidrage positivt til de store forandringer i Helhedsplanen for Gellerup og Toveshøj, hvor etablering af nye veje, nye beboelsestyper samt nye funktioner i form af erhverv, sport og kultur udvikler området fra rent boligområde til en ny, attraktiv bydel i Aarhus.