Knap 100 unge og voksne fra hele landet er lige nu samlet til ungekonference i Globus1. Det er en hel dag uden andre eksperter end de unge selv, idet det er dem, der stiller dilemmaer op, udveksler gode råd om uddannelse og job.
Lige nu – tirsdag formiddag – er der aktiviteter i tre rum i Globus:
– I et mødelokale fortæller Mahmoud Dirawi og Fadi Kassem om deres egen vej fra en ikke altid heldig opvækst og til uddannelse og job. De fortæller om at tage ansvar for eget liv – og bruge hinanden. De involverer deltagerne rundt i "hesteskoen" og får dem til at forholde sig til udfordringerne. Det er for eksempel noget med at stole på, at unges venskaber er gode platforme til at hjælpe hinanden – de voksne skal så koncentrere indsatsen mod dem, der er "længere ude".
– På gulvet i den store sal  står gymnasieeleven Jens Philip Yazdani (jo, det er ham, der har været meget i medierne for sin danskhed) og kaster det ene dilemma efter det andet ud til deltagerne. De skal flytte sig rundt alt efter, hvad de svarer på spørgsmål, og udtale sig om alle de udfordringer, som unge i udsatte boligområder møder.
– I studio er der forumteater af den involverende slags. D-Factor spiller brudstykker af virkeligheden, eksempelvis en jobsamtale, hvor "den brune kartoffel" føler sig misforstået og svigtet af "den hvide kartoffel" fra jobcentret. Nogle fra publikum skal deltage aktivt og føre skuespillernes dialog videre – dvs. læse deres tanker og komme med løsningsforslag.TV" Østjylland er til stede for at følge en af de unge deltagere.
Senere i dag arbejdes ved borde, hvor deltagerne både skal udpege udfordringer i uddannelsessystemet – og mulige løsninger.
Deltagerne bliver derved eksperterne selv.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.