Gert Bjerregaard, politisk ordfører for Venstre i Aarhus Kommune, siger til gellerup.nu, at hvis staten ikke vil komme med flere penge til letbanen i Aarhus, så må Aarhus Kommune selv spare op til den.
Det kan for eksempel ske ved at effektivisere udbudspolitikken i Aarhus kommune, siger han og henviser til den nylige skandale i Teknik & Miljø, hvor en chef gav udbudskontrakter til en personlig ven, i stedet for at vælge den billigste løsning.
Gert Bjerregaard siger videre: ”Se nu at få styr på udbud i Aarhus Kommune. Vælg det der er mest konkurrencedygtigt, stop med at vælge at give de her udbud til vores egen Natur- og Vejservice, og vælg de billigste tilbud.”
I mellemtiden mener Gert Bjerregaard at motorvejen E45 skal udvides. ”Når man nu ikke kan bruge pengene mere end én gang, så må man jo starte der hvor behovet er størst. For mig er det største behov nu og her en udvidelse af E45. Hvis man skyder med spredehagl og har en forventning om at man kan det hele, så risikerer man jo at komme i en situation, hvor man ikke får noget.”
Vi har brug for letbanen
Erhvervslivet er dog ikke videre begejstret over udsigten til en forsinkelse af letbanen. Susanne Lee Jørgensen, formand for Brabrand Erhvervsforening, siger at erhvervslivet er stor fortaler for letbanen. ”Vi ser masser af potentiale i letbanen, og et lige så stort potentiale i at få den ført helt igennem til Årslev.” Ifølge Susanne Lee Jørgensen vil letbanen tiltrække mere arbejdskraft og gøre det mere attraktivt at etablere sig som erhverv.
Gert Bjerregaard holder dog fast: ”Hold fokus på at få E45 udvidet, og derefter skal vi arbejde i fællesskab, både politisk, men også sammen med erhvervslivet, at lægge pres på at vi også skal få penge til letbanen.”

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.