"Mange flere bør tage dette kursus, for vi har lært rigtig meget. Og der starter et nyt til januar."
Sådan siger tre glade kvinder samstemmende. De er blandt seks kvinder, der lige har fået diplom i et forældrekursus om forældrerollen, som foregik i det nye Sundhedshus på Jettesvej (ved Væksthuset).
Kvinderne opfattede sig alle som gode opdragere inden kurset, men i løbet af de ni kursusdage har de alligevel lært nye måder at forstå og kommunikere med deres børn på.
De har lært "Tryghedscirklen" at kende (billedet). I cirklen er forældrenes hænder både en tryg base for børn, der vil udforske verden, men også hånden, som tager imod børnene. Hånden skubber og støtter på samme tid.
En af dem, Birsen Alici (billedet), kan endda bruge sin viden i sit professionelle arbejde som hjemmehjælper i Aarhus Kommune. Hun fortæller:
"Jeg har lært at forstå mine børns følelser og at kommunikere bedre med dem. Det kan jeg også bruge i mit arbejde, fordi jeg nu bedre kan forstå, hvad der ligger bag ved borgernes følelser, eksempelvis hvis de spørger,  hvorfor jeg har tørklæde på."
Hånden skubber og støtter
Birsen har tre børn, to skolebørn og den lille, Suheda, som hun har med til forældrekurset. Hun kan bruge sin nye viden sammen med alle tre børn:
"Det er nogle gange svært at forstå de store børn, hvis de er sure over noget, men ikke kan fortælle hvad det er. Nu kan jeg bedre få dem til at sige, hvad der gjorde dem sure, og så kan vi løse de små problemer, der er."
Og når Birsens lille datter græder og vil være hos hende hele tiden, kan hun bruge et vigtigt symbol, som kvinderne har diskuteret meget: den kærlige hånd, der på samme tid "skubber" og "støtter". Hånden er en tryg base, i overført betydning.
"Jeg viser hende, at "jeg er lige her i nærheden, mens jeg laver noget andet."
Vær opmærksom på børnene
Maryan Hayir og Hanan Abdi Yussuf er to af de andre kvinder, der har taget kurset. De nævner også "hånden":
"Vi kan støtte børn, der er lidt usikre, og vise, at "mine tanker er hos dig, mens du leger."
Omvendt skal forældre også være aktive i legen nogle gange. Hvis en far eller mor har et barn med på legepladsen, skal den voksne ikke sidde på bænken og snakke i mobiltelefon, mens barnet gynger. Den voksne skal være mere opmærksom på barnet, påpeger Hanan. Ofte har forældre for travlt til at være nok opmærksomme på børnene, mener hun.
Maryan: "Vi er en ny generation af forældre, og vi ser forskellen mellem opdragelsen i vores egen kultur og den vestlige opdragelse, hvor man ikke må slå børn eller ignorere dem. Vore egne forældre havde ikke den viden, vi har, og jeg vil gerne smelte de to opdragelseskulturer sammen."
Mange flere bør deltage
Seks kvinder har fået diplom og blev fejret for deres nye kundskaber. Hanan, Maryan og Birsen er enige om, at mange flere bør deltage i det næste forældrekursus.
"Der foregår så mange gode ting her i det nye Sundhedshus, og vi har også Bydelsmødrene. Der er mange muligheder," understreger Hanan Yussuf.
Et nyt forældrekursus starter tirsdag den 10. januar – læs mere her.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.