Omkring 60 mennesker var mødt op til den anden offentlige debat om kvindesvømning i Gellerupbadet i lige så mange måneder. Den første debat var i december, ligeledes i Foreningernes Hus.
Bølgerne gik højt i debatten, hvor panelet bestod af fire mænd og en enkelt kvinde, Lone Norlander Smith, tidligere byrådsmedlem.
Esben Kullberg, der repræsenterede Socialdemokratiet og er næstformand i kulturudvalget i Aarhus kommune, indrømmede at han syntes det var en rigtig træls sag, men kvinderne skal alligevel ikke forvente opbakning fra socialdemokratisk side.
Sara Nissen har været livredder til kvindesvømningen i Gellerupbadet fra år 2008-2013. Det er mest etniske kvinder der kommer til tilbuddet og Sara maler ikke noget lyserødt billede, for realiteten er ifølge hende at der sker undertrykkelse af kvinder i Danmark, også de etniske. Hun husker blandt andet en kvinde der kom ind og lånte en telefon, fordi hendes mand overvågede hvem hun havde kontakt med: ”Jeg er nervøs for at det multikulturelle forsvinder, så der kun er Kurdisk, Somalisk og Arabiske kvindesvømningsforeninger tilbage. ”Det offentlige” risikerer at lukke døren for lige nøjagtigt at komme i kontakt med den gruppe kvinder.”
Hans Schou sad i aftenens panel for Venstre, der oprindeligt lancerede ideen med at stoppe den offentlige kvindesvømning.
”Hvis vi lukker døren for at komme i kontakt med den udsatte gruppe kvinder, er det i hvert fald ikke hensigten,” fastholder Hans Schou og fortsætter: ”Hvis der ikke er integration efter 13 år med kvindesvømning, er det ikke vejen frem.”
Det er ikke slut endnu
Tilhængerne af kvindesvømning fik dog et lyspunkt ud af aftenen. Rabih Azah-Ahmad (R), rådmand for kultur og borgerservice, annoncerede at han ville kræve fornyet udvalgsbehandling af forslaget, når det kommer op igen i byrådet på onsdag d. 18. januar.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.