To af Gellerups bydelsmødre havde vigtige budskaber, da Bydelsmødrene i 8220 var inviteret til at holde oplæg på den internationale antiradikaliseringskonference ”Building Resilience to Radicalisation and Violent Extremism II” forleden.
Den blev arrangeret af Aarhus Kommune d. 17. til d. 19. maj i samarbejde med Østjyllands Politi og det globale city-netværk Strong Cities Network. På konferencen deltog omkring 500 personer.

Oplægget blev holdt i workshoppen:  "Early Prevention – Working with Families".

Det var Ilham Mohamed og Hibak Mohamed, som på vegne af Bydelsmødrene holdt oplægget. I deres oplæg lagde Ilham – udover at fortælle om hvad Bydelsmødre er og hvordan man arbejder som Bydelsmor – vægt på vigtigheden af, hvordan familier er med til at skabe en identitet, ikke bare for en selv, men også for ens børn.
Hun pointerede også, hvad forældre skal være opmærksomme på i forhold til ens børn: hvem de omgås, hvilke foreninger og klubber de deltager i, men også at forældre skal være opmærksomme på, hvad man siger og ser i tv i børns nærhed.
Endelig var budskabet, at opdragelse af børn alene er forældres ansvar, det ansvar kan man ikke lægge over på andres skuldre.

Bevægende fortælling fra Syrienkrigers mor
I samme workshop fortalte repræsentanter fra Aarhus Kommune om det nu nedlagte familienetværk, som Aarhus Kommune kørte gennem en årrække og som de nu påtænker at genetablere.
Derudover havde workshoppen besøg af Karolina Dam, som holdt et meget bevægende oplæg om hendes søn Lukas, der konverterede til islam som 15 årig og som 16 årig rejste til Syrien, hvor han blev dræbt.

Karolina Dam fortalte om, hvor svært det var for hende ikke at have en søn, hun kunne begrave, og hun har derfor fundet et træ ude i skoven, som hun har beklædt med hæklede mønstre, som hun nu betragter som det sted, hvor hun kan mindes sin søn.
Karolina Dam har skabt/dannet den internationale gruppe:  ”Sons and Daughters of the World”

Tavshedspligt er vigtig
Nogle af de spørgsmål som Ilham og Hibak efterfølgende fik fra tilhørerne synliggjorde, at det kan være svært at skabe forståelse for, hvad der er Bydelmødrenes arbejdsopgave og arbejdsmetode. Det blev bl.a. spurgt, om de enkelte Bydelsmødre er fast knyttet til en familie, som de hjælper (altså en slags frivillige mentorer), og hvem Bydelsmødrene i givet fald ville henvise familierne til hvis de fik kendskab til unge, som var radikaliseret. Til det spørgsmål var der ingen tøven inden der blev svaret: ”Til politiet”.
Endelig blev der spurgt ind til, hvordan området havde taget imod Bydelsmødrene, og til det svarede Hibak og Ilham, at de er blevet taget rigtig godt imod, især fordi beboerne ved, at Bydelsmødrene har tavshedspligt. De har aldrig oplevet holdningen: ”Er det jer, der har sladret til myndighederne?”