53 ansatte i beskæftigelsesforvaltningen tilbragte en halv fredag i Gellerup – og blev klogere på både integration, iværksætteri og meget andet i den rivende udvikling, som Gellerup befinder sig i.
Det var ikke jobfolk med direkte borgerkontakt, men de, der sidder bag frontlinjen i sekretariatet. De var inviteret ud af projekt "Kultur i Beton", som en gruppe iværksættere i Gellerup har startet for at fremme kultur og entrepreneurskab i Gellerup – og ikke mindst løfte bydelens image.
Og det lykkedes vist, for dem, som gellerup.nu talte med, var glade for at få lejlighed til at se det "nye Gellerup", som er stærkt på vej. Kirsten Larsen, juridisk konsulent i beskæftigelsesforvaltningen, siger:
"Jeg var her for år tilbage, da helhedsplanen blev præsenteret. Det er godt at se, hvordan bydelen er åbnet op, og det er dejligt at mærke entusiasmen hos dem, vi har mødt i dag."
De 53 deltog blandt andet i en diskussion om integration af flygtninge og indvandrere på arbejdsmarkedet, og folkene fra Gellerup nævnte flere gange, at borgere nogle gange synes, at de støder hovedet imod en mur. De er heller ikke helt klar over de muligheder, der er for at få job eller på støtte til at starte en virksomhed.
Debatpanelet bestod af (fra venstre) Rona Naghizadeh (Integrationsplan), Faisal Mohamed (Tolkecentralen og Kultur i Beton), Birgitte Andersen (Brugbar Grafik), Firuz Naghizadeh (Integrationsplan og Nemfragt),
Kirsten Larsen, som selv er jurist, forstår til fulde hvor komplicerede reglerne ofte er, og hvor svært det kan være at forstå dem.
"Det faglige input, jeg har fået i dag, understreger, at vi skal blive dygtigere til at kommunikere og til at lytte. Det ER en stor udfordring at vejlede borgerne skriftligt!
"Kultur i Beton"-arrangørerne fra Gellerup, hvoraf nogle arbejder med integration i firmaet "Integrationsplan", mens andre er iværksættere i "Opgangen", viste gæsterne rundt i Gellerup og pegede på de steder, hvor der sker noget positivt – og hvor kommunen kunne sætte ind.
Kultur i Beton mener blandt andet, at det vil være synd og skam at rive de tre betonbygninger ved Gellerup Bibliotek ned. De bør renoveres og ses i et kulturperspektiv, sagde de under rundturen.