Efter hele to grundlovsfester var det mandag aften tid til den tredje inden for samme døgn.
Stemningen var afslappet på Fredspladsen ved kirken og Sleep In, og folk gik til og fra aftenfesten – ren hygge med ramadan-kage, digte, politik, kunst og musik. Og til sidst grillmad efter solnedgang.
Aftenen blev bundet sammen af Mariam Al-Jaal fra børn- og ungebyrådet (billedet). Hun holdt også aftenen første tale og hyldede grundlovens bestemmelser om demokrati og ytringsfrihed – men hun mindede også de, der lever i en helt anden virkelighed og eksempelvis flygter fra krig.
Musikalsk kom aftenfesten helt op i gear, da Cha-D på grund af god tid fik lov at synge sit hit "Min Gade & Min Blok" to gange. Unge knøse og et par politiker-aspiranter var klar på at backe Cha-D op på scenen med dans og håndtegn. 
Musikalsk scorede Jimmi Andersen også fint med en række reggaesange, tilsat guitar og wahwah-effekter.. Så kan man selv fundere over, hvad Bob Marleys "Don’t let them fool You" betyder på en grundlovsdag.
Aftenen vekslede mellem det underholdende og det seriøse. Selv de lokale politikeres korte grundlovstaler kunne gøres til et "Har I det godt!" (Faisal Mohamed, Alternativet) og til de mere seriøse indlæg om grundlovens betydning i dag. Elsebeth Frederiksen (Enhedslisten) kunne ikke dy sig for at flette Inger Støjbergs mulige lovbrud ind i sin grundlovstale.
Lokale digtere vekslede politikken med andre slags "ord". Et stærkt indtryk gjorde Khatera Muslehs digt om grundloven.
Hun fortalte, at mens hun arbejde med sit digt, følte hun en stadig større respekt for den danske grundlov.
Andre ord blev læst op af Poul Lynggaard, Sean Ryan Bjerremand, Daniel Mantel og Thomas Dalgaard. 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.