20 friske unge mennesker fra Gellerupparken og Toveshøj er de næste 14 dage med til at gøre lokalområdet flottere.
Som sædvanligt har de to boligafdelinger ansat sommerjobbere til at hjælpe gårdmændene med oprydning ved blokkene og andet forefaldende arbejde. 
Normalt er sommerjobberne også med til at male skure og legepladser, men serviceleder Ahmed Mansoura siger, at på grund af det fugtige vejr bliver det i hvert fald ikke de første dage.
"Hvis vi får godt vejr, køber vi noget maling, og så skal nogle af de unge også male," siger han. 
12 af de unge arbejder i Gellerupparken, fordelt på seks ved de høje blokke og seks ved de lave blokke. På Toveshøj arbejder otte unge. De skal alle arbejde fire timer dagligt fra kl. 10 til 14.
Får erfaring med arbejdsmarked
For sommerjobberne handler det ikke kun om at tjene penge. Uddannelsesvejleder Ahmad El-Ahmad har været med til at ansætte de 20, og han fortæller, at de unge får en værdifuld erfaring på arbejdsmarkedet. De har alle fået et mini-kursus i arbejdsmarkedsforståelse, og efter endt arbejde vil de få OCN-bevis for deres kompetencer. 
"De lærer ansvar og at løse opgaver sammen, og det giver dem bedre jobmuligheder senere," understreger han. 
Desuden får de en vigtig funktion over for andre børn og unge i området. De kommer selv til at få en stærkere tilknytning til dér, hvor de bor, og de vil tale med andre om at værne om området og for eksempel ikke smide skrald i naturen.